Superliga-klubben Lyngby bevæger sig mod endnu et stort salg af en af klubbens unge kometer.

For i denne sæson er 20-årige Lucas Hey sprunget frem forrest på scenen og har stjålet alt spotlight med forrygende præstationer, og dét er noget, der har kastet opmærksomhed af sig ude blandt Europas store klubber.

B.T. kan nemlig nu afsløre, at fem udenlandske storklubber viser konkret interesse i den unge forsvarer med det lange hår – og klubberne har alle set ham an på helt tæt hold i løbet af de seneste runder i nedrykningsspillet.

Blandt bejlerne findes Bundesliga-topklubben Freiburg samt midterklubberne Borussia Mönchengladbach og Augsburg, mens Hey også tiltrækker sig opmærksomhed fra Italien, hvor Serie A-klubben Bologna og Serie B-klubben Genoa holder skarpt øje med forsvareren.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

B.T. har tidligere fortalt, at også Brøndby og AGF har været til stede i Lyngby for at følge Lucas Hey.

B.T. har foreholdt Lyngby oplysningerne, og den store interesse om Hey bekræftes af fodboldchefen, Nicas Kjeldsen, der dog ikke vil bekræfte de konkrete klubber.

»Ligesom med mange af vores andre unge og talentfulde spillere i klubben har Lucas Hey gennemgået en utrolig flot udvikling hen over den her sæson og i særdeleshed foråret, hvor han har været en nøglespiller for os. Det er ikke overraskende for os, at vi mærker stor interesse for Lucas. Han er utrolig professionel, træner godt og nyder godt af at være i en klub, der virkelig vil de unge talenter.«

»Telefonen ringer selvfølgelig lidt oftere end normalt omkring Lucas Hey. Især efter at han er blevet en fast del af U21-landsholdet og har fået vist sig rigtig flot frem der. Jeg vil ikke gå ind i konkrete klubber, men der er både klubber fra ind- og udland, der spørger på ham,« siger Nicas Kjeldsen til B.T.

For nylig fortalte Lyngby-træner Freyr Alexandersson, at han ser en stor fremtid for Lucas Hey.

»Han er en rigtig moderne forsvarsspiller. Han er god på kuglen, stærk en mod en, læser spillet godt, farlig på dødbolde. Han er bare en kæmpe chef.«

»Hvis han fortsætter med at være fokuseret og har en tydelig målsætning for sig selv, så tror jeg, at Lucas Hey godt kan spille i en top-5-liga i Europa. Det har han alle kompetencer til,« lød det fra cheftræneren, der fortalte, at Lyngby er klar til at lytte på bud på Hey.

Inden den muligvis står på et sommerskifte, skal Hey kæmpe for overlevelse i Superligaen, hvor man for tiden er nummer sjok med tre point op til AaB over stregen.

Dem møder man i en drabelig duel på mandag.