Af navn er han et af de største spillere i Superligaen.

Han kom til klubben i sommer, men nu er det slut.

B.T. kan afsløre, at stjernespilleren Gylfi Sigurdsson er færdig i Lyngby Boldklub efter gensidig aftale.

Direktør i Superliga-klubben, Andreas Byder, bekræfter over for B.T., at aftalen er ophævet et halvt år før tid med den tidligere Premier League-stjerne. 

Men der er en chance for, at han kommer tilbage.

»Vi udtaler os jo normalt ikke om ansættelsesforhold, men i dette tilfælde gør vi en undtagelse. Gylfi har på grund af sin skadessituation frasagt sig at modtage løn fra Lyngby Boldklub, mens han genoptræner.«

»Derfor har vi rent teknisk ophævet spillerkontrakten med Gylfi med den gentlemen-aftale, at når Gylfi bliver klar efter sit ophold i Spanien, så er han tilbage i vores Superliga-trup.«

»Vi er glade for Gylfis gestus og hans dedikerede indsats for at komme tilbage og bidrage i forårets afgørende kampe, og vi glæder til at se ham fit og tilbage i Lyngby.«