OB har fået styr på trænerkabalen.

B.T. kan afsløre, at Mads Lyng er ny assistenttræner hos de stribede fra Fyn.

Kontrakten er underskrevet, og dermed ved cheftræner Søren Krogh, hvilken stab han har at arbejde med forud for et utroligt spændende forår, hvor missionen er at få OB så langt væk fra nedrykningsstregen som muligt.

Søren Krogh blev 22. december annonceret som cheftræner i Ådalen på en kontrakt, der løber til sommeren 2026.

Mads Lyng er ny højre hånd for Søren Krogh.
Mads Lyng er ny højre hånd for Søren Krogh. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den nye styrmand blev selv rykket op fra stillingen som assistenttræner, da han i forbindelse med afskedigelsen af Andreas Alm i begyndelsen af november blev hyret som midlertidig cheftræner.

Med en fastansættelse i stillingen skulle hullet efter Søren Kroghs job som assistenttræner besættes, og det arbejde gik allerede i gang før jul, hvor Mads Lyngs navn første gang kom i spil til OB.

Det var campo.dk, der 21. december løftede sløret for, at Mads Lyng havde været til samtale i OB, som i efterårets sidste kampe havde Frank Hjortebjerg og Thomas Helveg som Søren Kroghs assistenter.

Thomas Helveg skulle dog kun være assistenttræner frem mod årsskiftet, hvorfor der er plads til 40-årige Mads Lyng, der senest over en lang årrække var assistenttræner i Horsens.

OB starter torsdag træningen op mod forårssæsonen.
OB starter torsdag træningen op mod forårssæsonen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Med Mads Lyng ombord er OB meget tæt på at være i mål med de personer, som skal styre klubben.

I begyndelsen af december kunne klubben også offentliggøre, at man havde nedlagt stillingerne som chefscout og assisterende sportschef og i stedet ansat den nu tidligere sportschef i Brann Jimmi Nagel Jacobsen som head of recruitment under fodbolddirektør Björn Wesström.

Jimmi Nagel Jacobsen er påbegyndt jobbet, og dermed mangler blot en person i jobbet som head of methodology i OB. En stilling, som Björn Wesström i et interview med Tipsbladet har fortalt, at klubben har oprettet.

OB påbegynder torsdag træningen frem mod forårssæsonen.