Lyngby Boldklub har fundet sin nye cheftræner i Klaksvik.

Som B.T. i sidste uge kunne afsløre, har nordmanden Magne Hoseth været førstevalget fra start, og han var således til den første samtale med Superliga-klubben i slutningen af sidste uge.

Onsdag kunne det færøske medie Nordlysid så som det første medie skrive, at der er opnået enighed med Magne Hoseth og Lyngby om en aftale.

Den aftale kan B.T. løfte sløret for.

Ifølge B.T. oplysninger får den 43-årige Magne Hoseth en kontrakt på to år og fem måneder med Superliga-klubben som afløser for Freyr Alexandersson, som er skiftet til Kortrijk i Belgien.

Kun klubberne mangler at blive enige, og det ventes at ske meget snart efter gode forhandlinger.

Den tidligere FC København-spiller har i et år været cheftræner i KI Klaksvik, som har taget betaget hele fodboldeuropa.

Med et yderst undertippet mandskab førte 43-årige Magne Hoseth det færøske mandskab helt frem til tredje kvalifikationsrunde i Champions League, da både det ungarske mestre Ferencvaros og de svenske guldvindere fra Häcken blev elimineret.

Stopklodsen blev Hoseths landsmænd fra Molde, som faktisk tabte til Klaksvik i den første kamp, men vandt returen med 2-0.

Ikke desto mindre førte kampagnen Klaksvik til det første europæiske gruppespil for et hold fra Færøerne, da man kvalificerede sig til hovedturneringen i Conference League.

Her blev det igen til imponerende fire point, og Klaksvik fik en sejr og et meget uventet point mod det franske storhold Lille.

Nu er Magne Hoseth på vej til Danmark.