Et sandt transferdrama er i gang i disse dage.

Søndag aften kunne transferjournalisten Fabrizio Romano fortælle, at Anderlecht havde lagt et bud på OBs Filip Helander, og dagen efter berettede belgiske medier om, at danskerklubbens bud var på godt en million kroner.

Som blev afvist.

Nu kan B.T. afsløre, at et nyt bud, denne gang på lidt over halvanden million kroner, er blevet afgivet af den belgiske storklub, som har danske Jesper Fredberg som fodbolddirektør.

Filip Helander er vigtig i OBs bestræbelser på at overleve i Superligaen. 
Filip Helander er vigtig i OBs bestræbelser på at overleve i Superligaen.  Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men også det har OB vendt tommelfingeren nedad til. Så meget, at spidsen af neglen må have ramt jorden.

For ifølge B.T.s oplysninger har fynboerne repliceret, at der er lang vej til enighed, hvis de skal give slip på en af deres vigtigste spillere i et forår, hvor de har Superliga-kniven for struben og skal kæmpe for livet.

OB har ifølge B.T.s belgiske kilder ikke afgivet noget modtilbud, men meddelt, at Filip Helander har en væsentlig højere værdi end de niveauer, Anderlecht har tilbudt. Ifølge B.T.s oplysninger er prisen sat til minimum en million euro, 7,5 millioner kroner.

Det er yderst mange penge for en 30-årig spiller med et halvt år tilbage af kontrakten.

Björn Wesström vil ikke sælge nogen profiler billigt denne vinter. 
Björn Wesström vil ikke sælge nogen profiler billigt denne vinter.  Foto: Scanpix
Vis mere

På baggrund af det første bud fik B.T. mandag dette svar fra OBs fodbolddirektør, Björn Wesström, om situationen.

»Jeg ønsker ikke at kommentere konkrete tilbud, men jeg bekræfter, at der er og har været konkret interesse for spillere i truppen. Klubben tager den situation, vi er i, meget alvorligt,« siger den svenske fodbolddirektør og tilføjer:

»Der er altid en fin balance, som vi skal kigge på, fordi spillerne er mennesker og ikke biler. De har familie, følelser og et ansvar dér, og det har vi den største respekt for, og så kan det godt være hårdt at få at vide, at vi vil beholde vores bedste spillere.«

»Samtidig er det også den bedste dag i deres liv, når de skriver kontrakt med os, så ligesom vi respekterer den aftale, skal de også gøre det den modsatte vej. Vi tager klubbens situation meget seriøst, og vi skal overleve i Superligaen. Alt, hvad vi gør, skal være med tanke på den overlevelse. Vi kan ikke være i overlevelsesmode, men træffe beslutninger, der ikke går i den retning.«

»Hvis vi skal tale om et regulært salg af vores vigtigste spillere, så skal der et rigtig godt bud på bordet, før vi overhovedet kigger på det, og der er ingen bud på det stadie nu,« sluttede Bjørn Wesström.

Sådan lød det fra den svenske fodboldboss mandag gennem OBs kommunikationsafdeling.

B.T. har også forsøgt at få en kommentar af Björn Wesström i forhold til det nye bud, men han har ikke svaret på henvendelserne.

Det samme er tilfældet med Jesper Fredberg.