Han er vant til at købe og sælge spillere for de danske mestre. Nu er der bud ude efter ham selv.

B.T. kan afsløre, at sportsdirektør i FC København, Peter Christiansen – i daglig tale ‘PC’ – har fået et megastort tilbud om at blive ansat i en lignende stilling i en kæmpe saudiarabisk klub med en gigantisk stor pengepung.

Men FCK-bossen har efter nøje overvejelser valgt at takke nej til tilbuddet, fordi projektet i hans nuværende job ifølge B.T.s kilder vægter højere end jobtilbuddet fra Saudi-Arabien.

Klubben ligger ellers med i toppen af saudiarabisk fodbold, som en masse af de største stjerner i verden valfarter til.

Peter Christiansen kunne have forladt FC København for et vildt job i Saudi-Arabien. 
Peter Christiansen kunne have forladt FC København for et vildt job i Saudi-Arabien.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

B.T. har gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra Peter Christiansen gennem opkald og beskeder, men han har ikke svaret på henvendelserne.

FC Københavns kommunikationschef, Jes Mortensen, svarer, at sportsdirektøren ikke har nogen kommentar til B.T.s historie.

Peter Christiansen var i sin aktive karriere som fodboldspiller fem år i FC København og opnåede 120 kampe i perioden 2000-2005.

I april 2021 kom han tilbage til klubben i sin nuværende rolle efter en stilling som sportschef i AGF.

Med 'PC' som sportsdirektør har FC København kvalificeret sig til Champions Leagues ottendedelsfinaler. 
Med 'PC' som sportsdirektør har FC København kvalificeret sig til Champions Leagues ottendedelsfinaler.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

I de to første hele sæsoner vandt FC København mesterskaberne, og i sidste sæson blev det sågar til The Double, da løverne også vandt pokalturneringen.

Samtidig er det begge år også lykkedes at slå sig videre til Champions League-gruppespillet, og kronen på værket kom for tre uger siden, da Superliga-mandskabet slog Galatasaray, så FC København spillede sig videre til ottendedelsfinalerne i verdens største klubturnering – foran de tyrkiske mestre og mægtige Manchester United.

På transfersiden har FC København under Peter Christiansens ledelse slået flere klubrekorder, da såvel Mohamed Daramy, Victor Kristiansen som Hákon Haraldsson alle er blevet solgt til udlandet for beløb på den magiske 100 millioner kroner-grænse eller langt over.

Spillere er også kommet ind rekordstort den omvendte vej, da FC København betalte 45 millioner kroner for at købe den daværende landsholdsspiller og topscorer i den tyrkiske liga, Andreas Cornelius, mens man i Superliga-regi også betalte mange penge for Elias Achouri, da han blev hentet i Viborg for 22 millioner kroner.

Peter Christiansen kunne have tjent så mange penge, at selv Lars Seier ville have været misundelig på hans årsløn.
Peter Christiansen kunne have tjent så mange penge, at selv Lars Seier ville have været misundelig på hans årsløn. Foto: Anthon Unger
Vis mere

I Saudi-Arabien så en topklub sit snit til, at Peter Christiansen skulle være manden, der lavede lignende handler for dem – bare i meget større skala – men den 48-årige fodbolddirektør takkede ifølge B.T.s oplysninger nej.