Esbjerg giver slip på en af sine egne.

B.T. kan afsløre, at Silkeborg køber Mads Larsen fra 2. divisions tophold. Kort efter B.T.s afsløring, offentliggjorde Silkeborg IF selv handlen.

Som B.T. i sidste uge kunne løfte sløret for, har 22-årige Mads Larsen været et vildt jaget emne af klubber, der spiller på højeste niveau, og både Superliga-klubben Silkeborg og de tidligere svenske mestre fra Häcken har haft budt på midtbaneprofilen fra den jyske vestkyst.

Og er blevet afvist. 

Mads Larsen vinker farvel til sin barndomsklub. 
Mads Larsen vinker farvel til sin barndomsklub. 
Vis mere

Men ifølge B.T.s oplysninger er der en god grund til, at Esbjerg nu har takket ja til de større penge fra Silkeborg, da Mads Larsen i sin forlængelse med barndomsklubben i januar 2022 fik en klausul med, så han ville kunne forlade klubben til sommer, hvis den ikke spillede i Superligaen.

Det kan som bekendt ikke lade sig gøre, men Esbjerg vil med stor sandsynlighed kunne byde på 1. divisionsfodbold, hvis man holder oprykningskursen i foråret.

Der er hele 11 point ned til de næste i 2. division med FC Roskilde på andenpladsen.

Men det bliver uden en af stjernerne i Mads Larsen, der skifter to rækker op med ét smæk.

For første gang i karrieren skal han spille topfodbold et andet sted, og det bliver for Silkeborg i Superligaen.