Superligaens topscorer Alexander Lind skal næppe væk fra Silkeborg i det her vindue.

B.T. kan afsløre, at Silkeborg har sat et rekordhøjt prisskilt på angriberen, så eventuelt interesserede klubber er skræmt væk.

Silkeborg har ikke behov for at sælge spillere, viser historikken, og mandag kom det frem på Tipsbladet, at klubben har sagt nej til et kæmpe salg på 30 millioner kroner af Alexander Busch.

Ifølge B.T.s oplysninger skal Alexander Lind, der ligesom Nicolai Vallys har lavet 10 Superliga-mål i denne sæson, koste meget mere end det beløb. Også i niveauet dobbelt så meget.

Alexander Lind er meget eftertragtet af klubber i både udlandet og i Danmark. 
Alexander Lind er meget eftertragtet af klubber i både udlandet og i Danmark.  Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

AZ Alkmaar er blevet nævnt som en ny destination for Alexander Lind, og ifølge B.T.s oplysninger har Brøndby også tidligere i vinterens transfervindue spurgt ind til prisen på ham, og indikationen på prisen gør, at potentielle købere holdes væk.

Dermed ser Alexander Lind ud til at skulle fortsætte måljagten i Silkeborg, og imens vil andre bejlere følge med i, om den 21-årige bomber fortsætter på samme niveau, eller om prisen på ham eventuelt falder.