Vejle Boldklub og hele fodbolddanmark kan ånde lettet op.

B.T. kan afsløre, at den ikoniske Superliga-klub med de stolte traditioner er reddet fra et salg til den tysk-tyrkiske investor Cagdas Senyürek.

Klubejeren Andrew Zolotko har fredag aften annulleret salget, og også den anden storaktionær Klaus Eskildsen har trukket sig fra at sælge sine aktier til Cagdas Senyürek.

Ifølge B.T.s kilder vil det nuværende ejerskab fortsætte som hidtil, og der er ikke nærliggende planer om at sælge klubben.

Cagdar Senyürek får alligevel ikke lov at købe Vejle Boldklub.
Cagdar Senyürek får alligevel ikke lov at købe Vejle Boldklub. Foto: X
Vis mere

Vejle har efter B.T.s afsløring fredag aften kunnet bekræfte, at salget er annulleret. Læs det her.

Det var B.T., som onsdag kunne løfte sløret for, at Cagdas Senyürek havde snydt med sit cv og givet misinformationer om sig selv.

Han har ikke været topleder i Deutche Bank i 25 år, og han har heller ikke taget en Ph.d. i filosofi og arbejdet som professor på det anerkendte Christian-Albrechts-Universität i Kiel i løbet af 1990’erne. Som han har proklameret.

59-årige Cagdas Senyüreks indtog i Vejle Boldklub før jul førte ifølge B.T.s oplysninger til, at klubbens ledelse allerede for fire uger siden lavede en due diligence på den postulerede rigmand, havde folk i både Tyskland og Tyrkiet for at tjekke op på ham, og som B.T. fredag kunne fortælle, har tysk-tyrkeren og klubbens ledelse med direktør, Henrik Tønder, og kommunikationschef, Morten Pelch, i spidsen været i et dramatisk skænderi med den mystiske mand.

Han mente, at de ‘kørte FBI’ på ham med deres undersøgelser og gik amok i hårde toner.

Siden har Cagdas Senyürek sendt en yderst opsigtsvækkende pressemeddelelse ud til danske medier, og i den får den ikke for lidt med kritikken af Vejles ejer- og lederskab, ligesom B.T. også bliver kritiseret.

Men nu er dramaet forbi, og klubbens personale kan vende tilbage til en normal hverdag og nok også rykke endnu tættere sammen i bussen.

For Vejle Boldklub bliver endegyldigt ikke solgt til Cagdas Senyürek.