Én dansker kunne være blevet til to i CD Castellón.

B.T. kan afsløre, at den spanske klub har budt på Viborgs Magnus Westergaard, men det er pure blevet afvist af Superliga-klubben.

Ifølge B.T.s oplysninger ønsker Viborg nemlig ikke at sælge den centrale midtbanespiller i dette transfervindue, og derfor har klubben takket pænt nej.

For et par uger siden kunne B.T. også løfte sløret for, at en Serie A-klub havde indgået en dialog med Viborg om backen Srdjan Kuzmic, og her var sportschef Mads Agesen klar i spyttet omkring, hvordan han ser på afgange i dette vindue for spillere med god mulighed for at være en del af startopstillingen.

Magnus Westergaard er én af de spillere, Viborg satser på, og derfor får han ikke lov at smutte denne gang. 
Magnus Westergaard er én af de spillere, Viborg satser på, og derfor får han ikke lov at smutte denne gang.  Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi mærker igen interesse for flere af vores talentfulde spillere, men vi planlægger ikke at sælge nogen i dette vindue,« sagde Viborg-bossen.

Det standpunkt holder Mads Agesen tydeligvis fast i her mod slutningen af transfervinduet, for Magnus Westergaard skal ikke ned til CD Castellón og blive holdkammerat med Sebastian Grønning. I hvert fald ikke i denne omgang.

25-årige Magnus Westergaard blev hentet til Viborg fra Lyngby for et år siden.

Kontrakten med klubben fra domkirkebyen løber i to år mere.