I mere end 1000 minutter har der været hvilet en forbandelse over dem. Ondt blev til værre for OB, der tabte med 0-2 til FC København søndag aften på Odense Stadion, hvor de stadig er uden sejr i denne sæson.

Derfor må OB en tur i nedrykningsspillet – som sædvanligt, fristes man til at sige – hvorimod FCK med sejren går ind i et vildt mesterskabsspil, der kan blive tættere end nogensinde før. Herunder får du B.T.s dom over kampen, hvor en tidligere landsholdsangriber løb med en del af opmærksomheden.

Nøj, hvor var han et fryd for øjet at se på!

Sikke en elegance, han har, når han med lethed drev bolden forbi den ene OB-spiller efter den anden. Den målgivende aflevering til FC Københavns føringsmål var en magtdemonstration af nordmandens fantastiske teknik, da han smed bolden bagom støttebenet og spillede Magnus Mattson helt nøgen i OB-feltet.

Han scorede også et fantastisk mål, hvor han holdt OB-midterforsvaren Filip Helander væk og køligt lagde bolden over i den modsatte side af målet fra en skarp vinkel. Målet blev dog tjekket igennem af VAR – og blev senere underkendt. 

Det ændrede dog ikke på, at det var en fantastisk aktion af Elyounoussi, som var banens klart bedste.

Det var lige før, at man kunne høre James Gomez' snorken oppe på tribunerne, da han tog sig en ordentlig blunder ved FC Københavns føringsmål.

Først var den gal, da han ophævede en offside ved slet ikke at følge med spillet, hvorfor Mohamed Elyounoussi kunne modtage bolden i en yderst farlig situation på kanten af OB-feltet. Han havde ellers stået i en klar offsideposition, hvis James Gomez ikke havde snorkboblet.

Meget værre blev det sekundet efter, hvor Elyounoussi sendte Gomez ud efter hotdogs, da nordmanden elegant trillede bolden bagom støttebenet og ud til siden, hvor han sendte Magnus Mattson i den syvende himmel.

Selvom Magnus Mattson sparkede lidt ned i bolden på scoringen, trillede bolden stadig i mål. Den situation kommer James Gomez til at få mareridt over. OB var nemlig inden målet klart bedst og spilstyrende, men alt ændrede sig efter 1-0-scoringen.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Der er hviler en forbandelse over dem. Med dem menes der OB-spillerne, når de optræder på eget græs.

Nok engang var der helt proppet på Odense Stadion, og odenseanerne støtter virkelig deres helte i modgang og modgang – og så lidt ekstra modgang.

Der er nu nemlig spillet over 1000 minutter på Odense Stadion, uden at OB har hevet en sejr i land. Det er decideret pinligt over for et hjemmepublikum, der utroligt nok aldrig mister troen på deres hold.

Faktum er i hvert fald, at OB nu går i nedrykningsspillet med tre uafgjorte kampe, otte nederlag og nul sejre på hjemmebane. Den statistik kan de simpelthen ikke være bekendt. 

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Der er sjældent set en større forløsning, end da Andreas Cornelius endelig kunne score sit første Superliga-mål, efter den tidligere landsholdsangriber vendte hjem fra tyrkisk fodbold i sommeren 2022.

Et sandt skadesmareridt over flere omgange og mere end 20 Superliga-kampe skulle der til, før den fysisk stærke spydspids kunne lade sig tiljuble efter 2-0-scoringen.

Alle holdkammerater – inklusiv bænken – var ude at fejre Andreas Cornelius, som løb rundt med det bredeste smil, der længe er set i Odense og omegn.

Det var helt tydeligt, hvor meget det mål betød for Cornelius – men især også for holdkammeraterne, der ved hvor svært han har haft det de seneste par sæsoner.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Jacob Neestrup kan være svært begejstret for flere ting efter sejren i Odense.

Han fik set et fantastisk driv med bolden fra både Elyounoussi og Achouri, men der manglede virkelig en skarpretter oppe foran. Her kom Andreas Cornelius ind i billedet, da han endelig fik hul på bylden, efter han blev sat på banen. FCK går med sejren ind til mesterskabsspillet med to point op til Brøndby og tre point op til FC Midtjylland på ligaens dukseplads. Der venter en heftig og vanvittigt spændende kamp om guldet mellem de tre klubber nu.

OB må nok engang en tur i nedrykningsspillet, hvor de efterhånden er vant til at befinde sig.

Spillet var godt, indtil FCK kom foran. Hvis de bevarer det velspil de kommende spillerunder, bliver en nedrykning aldrig på tale. Hvis de dog fortsætter deres elendige stime på hjemmebane, kan det blive et sort forår for fynboerne.

Du kan også læse B.T.s dom fra opgøret mellem Brøndby og Silkeborg lige her.