Presset er tilbage på Jess Thorup – hvis det da nogensinde forsvandt helt.

For at eksemplificere det bedst skal jeg lige have jer med en måneds tid tilbage, da Jess Thorup forsøgte at dreje fokus væk fra FC Københavns sviende nederlag til FC Midtjylland ved at pege fingeren mod Brøndby.

»Det er jo imponerende, at der ikke er nogen, der har snakket om Brøndby. Sidste års mestre er bare fuldstændig parkeret,« lød det dengang blandt andet i 'Onside' på Viaplay fra Jess Thorup, som søndag var med til at hjælpe Brøndby på vej som ubesejret i fire kampe i Superligaen, mens FC København har tre kampe uden sejr.

Det var både malplaceret, dårligt leveret og et skud i egen fod dengang, men essensen af udtalelsen var nu rigtig nok. Der var ikke mange, som talte om det skrantende mesterhold Brøndby, der kun lå nummer ti og havde fået en skidt start.

Men hvorfor er det interessant i dag, når FC København helt fortjent lige har tabt et derby til Brøndby?

Fordi datidens og nutidens ekstreme fokus på FC Københavns projekt desværre for Jess Thorup kun peger tilbage på cheftræneren selv og hans status i FC København.

Der er kun én grund til, at Brøndbys lunkne sæsonstart ikke har været fokuspunktet over dem alle i Superligaen, og det er, at Jess Thorup ikke har overbevist som FCK-træner endnu.

Det er muligvis en hård melding, når der har været perioder med både masser af point og berusende fodbold i denne sæson hos FC København.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og det er jo tæt på unfair, at Jess Thorup skal overpræstere på banen med FCK for at få ro, mens sportsdirektør Peter Christiansen slipper relativt let fra sit ansvar for, at Thorups trup nu er så tynd, at han kun brugte to udskiftninger mod Brøndby.

Begge U19-spillere i øvrigt.

Men sådan er det nu engang, og hvis man tror, at det er et medieskabt pres, der ligger på Jess Thorup, tør jeg godt melde op, at man tager fejl.

Jeg påstår ikke, at samtlige FC København-fans er utilfredse med deres egen cheftræner, men vi skal kun tilbage til starten af sæsonen, da Ståle Solbakkens navn gjaldede fra tusindvis af hjemmebanefans i Parken.

Nu er der så igen begyndende stormvejr om Jess Thorup efter fire FCK-kampe uden sejr og to ud af de seneste fire halvlege med bundniveau lige til måsen af Superligaen.

Han fik rystet sin dårlige Superliga-start af sig i sommer, og det ville ikke undre mig, om det også skulle lykkes ham nu.

Men hvis Jess Thorup igen skulle undre sig over manglende fokus på konkurrenternes problemer, kan han desværre kun kigge et sted hen. Presset på en træner i FC København er enormt, men presset på Jess Thorup er om muligt endnu større.

Og det skyldes, at fansene ikke har taget ham til sig. Det er derfor, fokus er på Jess Thorup – og ikke på Brøndby, FC Midtjylland, AGF eller sågar sportsdirektør Peter Christiansen.

Det er Thorups lod lige nu, og jeg kunne forsøge at finde forklaringen i de tvivlsomme kommunikationsevner eller en personlighed, der placerer sig et stykke fra det, som FCK-fansene kunne spejle sig i og se op til hos Ståle Solbakken.

Men lige nu vil jeg bare konstatere, at det er ret så opsigtsvækkende, at en træner med realistiske muligheder for stadig at vinde mesterskabet alligevel konstant virker til at være til eksamen.