FCK-angriberen Andreas Cornelius roste Brøndbys nyindkøbte forsvarsspiller Daniel Agger efter søndagens Superliga-kamp.

- Agger er klog og OK. Han er rolig og god til at læse situationerne. Hvis Agger får kamptræning, er han et niveau over os andre, sagde Andreas Cornelius til TV3+ efter kampen.

Andreas Cornelius mente, at han kunne have scoret to gange.

- Den ene gang leverer Brøndbys målmand en mirakelredning og den anden gang rammer jeg stolpen, sagde Andreas Cornelius, der var udmærket tilfreds med sit holds offensiv:

- Jeg synes, at vi skaber mange chancer, og hvad angår mig selv synes jeg, at jeg spillede en god kamp.

Andreas Cornelius er det seneste stykke tid blevet kritiseret en del.

- Jeg er ligeglad med, hvad folk siger. Jeg gider ikke lytte til kritikken. Mange af kritikkerne har ikke været særligt gode, og ved ikke hvad de taler om, sagde Andreas Cornelius.