Fodboldfeberen pulser derudad i Aarhus, efter at Glen Riddersholm har leveret en meget lovende start på sin tid som AGF-træner.

Og i den jyske hovedstad lader man sjældent muligheden for at malke succes passere. Det vidner AGFs seneste mediestunt om.

I forbindelse med aarhusianernes hjemmekamp mod FC København søndag vil alle, der hedder Glen eller Ståle, blive inviteret til gratis fodbold.

»Alle med navnet Ståle eller Glen kan gratis komme i AGF’s VIP-Lounge forud for FCK-kampen. Vi ønsker at se, hvad der sker, når man sætter flere med navnet Ståle og Glen sammen – kan de enes?« spørger AGF i en pressemeddelelse.

»De har haft deres kampe - Ståle og Glen. Både på banen, på sidelinjen og i diverse tv-studier. Det er Danmarks svar på Wenger og Mourinho. To trænere, der ikke står tilbage for verbal rivalisering og spydige bemærkninger, når de er i clinch.«

Til VIP-arrangementet hører mad, drikke og de bedste billetter til kampen. Eneste krav, AGF stiller, er, at de fremmødte Ståle'r og Glen'er sidder ved siden af hinanden i loungen.

AGF giver mad, drikke og de bedste billetter til kampen. Det eneste krav er, at Ståle og Glen sidder side om side i loungen