I april sendte både Esbjerg og Viborg en spiller på banen, der var i karantæne. Vestjyderne forklarede i første omgang, at DBU normalt fortæller klubberne hvilke af deres spillere, der er i karantæne. Noget, der ikke skete før den pågældende runde.

Hos Divisionsforeningen, der holder styr på de såkaldte karantænepoint, erkender man, at man har lavet en fejl. Men man fastholder, at det er klubbernes eget ansvar at holde styr på, om der er nogle af klubbens spillere, der er i karantæne.

- Rent formelt er det klubbernes eget ansvar at registrere karantænepoint og sikre, at spillerne er spilleberettigede. Det gælder både i de danske turneringer og i de europæiske, siger Divisionsforeningens formand Claus Thomsen og fortsætter:

- Nu har vi haft lejlighed til delvist at gennemgå sagerne, og det ser ud til, at der er lavet to administrative fejl - altså nogle indtastningsfejl, som betyder, at vi ikke har leveret den understøttelse af klubberne, som vi skulle - og som kan forventes af os.

Claus Thomsen bakker dermed klubberne op i, at de ikke blev informeret om karantænedagene hos henholdsvis Ryan Laursen og David Boysen - men han peger stadig på, at det endelige ansvar ligger ude i klubberne:

- Det er rigtigt, at der ikke er sendt karantænebreve for de to spillere. Det skulle der have været, og det er yderst beklageligt, det ikke er sket. Vi skal selvfølgelig se på, hvad vi kan gøre for at garantere, at det ikke sker igen i fremtiden. Det ligner to enkeltstående fejl, men vi vil se det hele igennem nu.

- Jeg vil ikke blande mig i, hvad Fodboldens Disciplinær Instans finder frem til. Men umiddelbart tror jeg ikke, det får nogen betydning for sags behandlingen, at der har været fejl i nogle administrative procedure. Systemet er konstrueret, så det endelige ansvar under alle omstændigheder ligger hos klubberne.