Håndboldens verden stod på den anden ende i forbindelse med Klaus Bruun Jørgensens tilsvining af Daniel Svensson. 'Bøsserøv’ var over grænsen, men hvad med i fodboldens verden?

Hvor grov er tonen inden for stregerne, og er der noget, man ikke sladrer om? BT har spurgt tidligere og nuværende aktører på det grønne græs om, hvad de synes om Klavs Bruuns bemærkning, og hvordan tonen generelt er i Superligaen.

Michael Gravgaard, tidligere Randers-, Viborg-, HSV-, Nantes- og FCK-spiller.

Foto: Claus Bech
Vis mere


Om Klavs Bruun Jørgensens bemærkning:

»Jeg tror aldrig, jeg er blevet kaldt noget decideret grimt. Jeg kan ikke huske noget lignende som i ’Bøsserøv-sagen’. Men tonen er da hård. Når adrenalinen kører, går bølgerne højt. Jeg har nok sagt, at nogen var en idiot. Men i det miljø ved man, hvad der er over stregen, og hvad der ikke er. For eksempel da jeg spillede i Frankrig, var det over grænsen, når det blev racistisk. Det er jo rent ud sagt noget tuderi, at han går ud og siger, jeg er blevet kaldt sådan og sådan. Det vil være noget andet, hvis det var racistisk eller dybt personligt. Der er noget politisk sprængstof i at sige ’bøsserøv.’ Men alle ved – og Klavs Bruun selv ved – at han ikke ville tale ned til de homoseksuelle. Han kunne ligeså godt have sagt fjols eller idiot.«

Jan Hald, tidligere FIFA- og Superliga-dommer

Foto: ERNST VAN NORDE
Vis mere

Om Klavs Bruun Jørgensens bemærkning:

"At Klavs Bruun råber 'bøsserøv', so what. Selvfølgelig er det dumt, men det er det jo kun, fordi der er nogle, der har fanget det på video. Det er der, problematikken ligger. Jeg kaldte da også spillerne for alt muligt. Det er en del af gamet. Når jeg selv havde lavet en fejl, kom spillerne farende og kaldte mig alverdens eder. So what. Jeg kan godt forstå, de reagerer. Jeg har jo lige lavet en fejl. Sport er følelser."

Om at Daniel Svensson fortalte om 'bøsserøv'-råbet til TV2:

»Nu skal man passe på ikke at diskriminere folk, men det er jo lidt tøseagtigt. I min verden skal det blive på banen. Det andet er at stå og tude. Der er et kodeks i fodboldverdenen. Vi udleverer ikke hinanden på nogen måde.«

Tonen i Superligaen:

»Tonen er rå. Rå og ubarmhjertig. Man skal ikke være nærtagende for at løbe rundt der. Det er også det, vi dommere bliver oplært til gennem systemet. Der skal være plads til affekt. Jeg kan huske en episode med Stig Tøfting, som havde et meget ’sjovt’ sprogbrug. Da han lige var kommet hjem fra Tyskland, spillede han en kamp i Vejle, hvor jeg misser en advarsel, der havde betydet, at han ville være smidt ud. Efter kampen kom han ind i omklædningsrummet med tre pilsnere og sagde: ’Du skylder mig sgu en advarsel. Det var godt, du ikke så den.’ Og så var vi videre.«

Mikkel Bischoff, tidligere Manchester City, Wolves, Coventry og Brøndby-spiller

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Tonen på banen:

»Den groveste og sjoveste var i England i et lokalopgør, hvor jeg spillede for Wolverhampton mod Coventry på Highfield Road. Jeg spillede over for den gode gamle irske anfører Steve Staunton, som var en rødhåret venstre back. Vi røg i en nærkamp, hvor han mente, at jeg faldt lidt let. Jeg fik frispark, og så sagde han: ’Get up you skinny cunt’. Jeg var måske lige i starten af tyverne og nok fem kilo lettere end nu, og måske lidt spinkel. Han var 36-37 år og stor. Men da kunne jeg ikke lade være at grine.«

»Der bliver brugt flere bandeord i kampens hede i England, men i kampene mod OB var der altid en grim tone. Jeg husker en episode med Duncan og ’Djemba’ (Eric Djemba-Djemba, red.), der havde gået og pirret hinanden hele kampen. Til sidst sagde Djemba til ham: ’Hvor har du spillet før?’ og ’Hvor mange penge har du tjent?’ Så kunne Duncan ikke rigtig sige mere. Der lukkede han munden på ham. Lidt billigt kort, men Duncan kunne kun nævne Aarhus Gymnastik Forening, og Djemba kunne hive Manchester United frem.«

Christian Nørgaard, Brøndby

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Tonen på banen:

»Det kommer meget an på, hvem man spiller imod, og hvordan stemningen er i kampen. Jeg har spillet mod Sønderjyske i en pokalkamp, hvor jeg fik rødt kort, og der må jeg indrømme, at tonen ikke var for børn under 15 år. Det var grimt, men jeg hørte ingen spillere stå bagefter og fortælle om det i offentligheden. Spillerne ved godt, at man sagtens kan svine hinanden til undervejs, og når kampen så er forbi, giver vi hånd og lader det ligge bag os.«

Henrik Madsen, FC Vestsjælland

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Tonen på banen:

»Det er meget blandet. Det er sjældent, at ordlyden er som i den håndboldkamp, så skal temperamentet virkelig have været godt oppe. Men jeg synes, at man skal have lov til at vise og ytre sin følelser. Det er en del af spillet. Jeg har prøvet at træde over stregen, og så måtte jeg efterfølgende levere en undskyldning. Uden at gå i detaljer, så fortrød jeg det, for jeg gik simpelthen for langt. Han tog imod min undskyldning. Fysisk kan man sagtens gå hårdt til spillere i et forsøg på at tirre dem, så de senere får et gult eller rødt kort, men jeg gør det ikke verbalt.«

Daniel Agger, Brøndby

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Tonen på banen:

»Det er meget forskelligt, både fra spiller til spiller og fra liga til liga. I England er det meget verbalt, også med dommerne. Derovre er der en forståelse for, at sindene kommer i kog, og der er en forståelse for, at der er temperament på. Det skal der også være. Man skal ikke være nærtagende, hvis man vil være med i det her game. Selvfølgelig har jeg prøvet, at folk forsøger at tirre mig verbalt, og det skal da også ske. Det er følelser, der koger, og pulsen er helt oppe. Så må man forvente, at der siges ting og sager.«

Kasper Fisker, Randers FC

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Tonen på banen:

»Man må sige meget, når det er i kampens hede. Grænsen går, hvis vi møder hinanden bagefter og bliver ved. inde på banen må du bruge meget. Så er der måske noget i det etiske i ikke at sige bøsserøv og ikke sige sorte svin. Det er udelukket.«  Jeg har aldrig prøvet, at nogen har været ude i pressen med noget. Det synes jeg ikke, man skal. Det er en del af spillet, og sådan er det. Det synes jeg ikke.«