Det gik vildt for sig, da FCK mødte Malmö FF i en træningskamp fredag på de to holds træningslejr i Dubai. Lidt for vildt. Efter lidt omtanke har synderen Markus Rosenberg nu sagt undskyld.

Grunden til undskyldningen skal findes i en al for voldsom tackling på FCK-profilen Nicolai Jørgensen, der med nød og næppe nåede at flytte sig tilstrækkeligt nok til ikke at blive ramt af Rosenbergs voldsomme adfærd.

De to var oppe at toppes efter episoden, mens holdkammeraterne forsøgte at holde dem adskilt. Nu fortæller Rosenberg til svenske Aftonbladet, at han fortryder episoden. I første omgang var han ellers ikke meget for at undskylde.

Se tacklingen igen lige her:

 
Først en svinsk tackling fra Jørgensen, så en endnu værre tackling fra Rosenberg på Jørgensen for derefter at slutte af med håndgemæng.
Vis mere


»Det må jo ikke ske. Det er over stregen, og man skammer sig. Det siger sig selv, at der blev skrevet om det. Det er en idiotisk ting, der tager fokus,« lyder det fra Rosenberg, der forklarer, at han har sagt personligt undskyld til FCK-truppen:

»Jeg har undskyldt og sagt, at det ikke var okay. Jeg er rigtig glad for, at han ikke blev skadet, og jeg ikke selv blev skadet i den anden situation. Der var en del hårde nærkampe, og min var den hårdeste.«



Rosenberg har tidligere været i vælten for noget lignende, da han i sæsonens sidste kamp i Allsvenskan gik alt for hårdt til Linus Wahlqvist fra IFK Nörrköping. Her fik han direkte rødt. Og den svenske angriber har svært ved at udelukke en gentagelse fuldstændigt.



»Det er klart, at det ikke må ske. Men det ville være forkert at sidde her og sige, at det ikke kommer til at ske igen, når det er sket to gange på tre måneder. Men det er noget, jeg skal arbejde med, og jeg tror virkelig ikke, at det sker igen,« siger han.

FCK vandt kampen 1-0.

Malmö møder de danske mestre fra FC Midtjylland tirsdag i Dubai.