AGF led langfredag nederlag nummer fem i træk og har alvorlige problemer på banen, hvilket den seneste kamp mod FC Midtjylland understregede med 0-4 på resultattavlen.

Pilen peger i øjeblikket i alvorlig grad mod den tredje nedrykning på kun otte år for AGF.

Tidligere AGF-træner Erik Rasmussen mener, at AGF må kigge på valget af den 32-årige cheftræner Jesper Fredberg.

- Han virker som en rigtig sympatisk fyr, men det var så sandelig et stort sats, klubben tog, når han stort set ikke har trænet seniorfodbold. Selvfølgelig hænger den også på Jesper Fredbergs skuldre, hvis det er sådan, at de ryger ud, siger Erik Rasmussen, der i 2010 rykkede ned med AGF og understreger, at det var hans ansvar, at klubben røg ned.

Inden kampen mod Brøndby i morgen lurer en kedelig klubrekord for AGF. Det er 455 minutter siden, at aarhusianerne har kunnet juble over en scoring. Klubrekorden er på ét minut mere – nemlig 456.

Canal 9-eksperten Erik Rasmussen peger især på to ting, hvor Jesper Fredberg har fejlet som manden med ansvaret.

- Offensivt kan man sætte spørgsmålstegn ved, at Jesper Fredberg stædigt holder fast i kun at spille med én angriber og så spille med Danny Olsen som den hængende. Når de ikke scorer flere mål, end det er tilfældet, må man ryste posen. Det kan være, man bare skal lave en lille finjustering og spille 4-4-2 i stedet for 4-5-1. Det er bare nogle bittesmå og psykologiske ting, der skal til en gang i mellem. Og der vil jeg sige, at det er en lille smule manglende rutine, at han ikke har gjort det.

- Man kan også betvivle, at han kører med rotation, når tingene ikke fungerer. Det kan man gøre, hvis det hele bare kører, men på de tidspunkter, hvor det hele snerper til, der skal du skabe tryghed i spillertruppen, og hvis der kun skal én dårlig præstation til, før du ryger på bænken, har du ikke den tryghed, der gør, at du lykkes i kampene.

FC Vestsjælland-træner Ove Pedersen har også prøvet den grimme tur med elevatoren ned med AGF. Han pointerer, at som tingene er lige nu, kan AGF lige så godt rykke ned.

- Jeg kan ikke se den store forskel på FC Vestsjælland, Viborg, Sønderjyske og AGF – andet end alle fire hold kan rykke ned og redde sig selv. Det handler for alle hold om kun at redde livet, og der har AGF samme forudsætninger som os, siger han og fortsætter:

- Det er ikke værre, end at AGF laver et afgørende hul, hvis de slår Brøndby på mandag (i morgen, red.), og Viborg og Sønderjyske taber. Og derfor skal man passe på med at begrave nogen, før det er sket. Alt ligger i AGFs hænder, og de kan selv afgøre det hele, siger træneren, der rykkede op med AGF i 2007 og overlevede sæsonen efter som nummer 10.

I går var der larmende tavshed fra Aarhus, da hverken direktør Jan Christensen, sportschef Brian Steen Nielsen eller cheftræner Jesper Fredberg besvarede BTs henvendelser.