For 10 år siden ankom en krølhåret svensk angriber til Brøndby. Dengang blev han hurtigt kendt for sin indædte vindermentalitet. Det var ham, holdkammeraterne kunne læne sig op ad, men også skulle frygte ville råbe ørerne af dem, når tingene ikke gik de blå-gules vej. Sådan er det stadig.

Fanfavoritten Johan Elmander er igen tilbage i Brøndby, og denne gang med et bredere vingefang efter en årelang flyvetur i Europas største ligaer.

- Jeg har altid krævet fuld koncentration og vilje. Sådan var det ikke bare i Brøndby sidst. Sådan har det været i alle de klubber, jeg har spillet for. Og sådan er det fortsat. Det ligger til min person. Det er passionen for at ville vinde, der helt naturligt motiverer mig - og det smitter vel af på mine holdkammerater, fortæller Elmander til BT, som mødte angriberen før weekendens Superligapremiere til en snak om erfaring, sæsonmål, duellen med FC København og træner Thomas Frank.

Netop træner Frank har svært ved at skjule sin begejstring for tilgangen af 33-årige Elmander, som han betegner som et scoop, der med knap 80 landskampe og en VM-slutrunde for Sverige på cv’et ikke kun tilføjer klasse på banen.

- Ud over de indlysende spillemæssige kvaliteter, han har, er der ingen tvivl om, at vi har fået en ekstra kulturbærer på holdet. En leder, som kan gå forrest og vise vejen. Ikke kun på banen, men også i omklædningsrummet og i omgivelserne. Han kan vise de unge, hvordan man skal agere som professionel, siger Thomas Frank, som understreger vigtigheden af lederskikkelser som Kahlenberg og Elmander i Brøndbytruppen.

- Vi har et meget ungt hold med en masse talenter, der konstant flytter sig i den rigtige retning, men de skal guides og hjælpes. Tit er det livets erfaringer og gode råd, der gør, at man flytter sig det sidste stykke. Der kommer Johan til at få en kolossal betydning for os, siger han.

Selv nyder Elmander sin rolle, som han værdsætter særligt meget, nu hvor kufferten er fyldt med rutine og oplevelser.

- Jeg er blevet mere bevidst om betydningen af den rolle, efterhånden som jeg er blevet ældre og mere erfaren. Det sted, hvor jeg er i min karriere nu, betyder det virkelig noget for mig. Jeg vil vise vejen for de unge spillere. Og kan jeg være med til at skabe en vinderkultur i omklædningsrummet, har jeg opnået noget af det, jeg gerne vil med Brøndby, siger han.

Sidst, Elmander var i dansk fodbold, var det med Michael Laudrup som træner. I dag hedder manden med taktstokken Thomas Frank, og han har på få uger afleveret et positivt indtryk hos angriberen.

- Mit indtryk af Thomas er meget positivt. Han er god til at kommunikere med truppen, han kræver det bedste fra alle, og vigtigst af alt så kræver han professionalisme. Af sig selv, af sine spillere og af alle i klubben. Det skal man stræbe efter, hvis man vil spille med om titlerne. Og det vil vi, lyder det fra Elmander, der modsat sin træner ikke er bange for at kalde FCK ud til en klassisk guldduel mellem Danmarks to største klubber.

Siden Elmander forlod Brøndby i 2006, er det dog ikke lykkedes for klubben at vinde et mesterskab, mens FC København omvendt har været altdominerende i dansk fodbold med hele seks mesterskaber i perioden. Det afskrækker ikke svenskeren, der tror på et tæt kapløb mellem ærkefjenderne i den kommende sæson.

- Jo, jeg synes godt, man kan tillade sig at kalde det en duel mellem FC København og os. Der er ingen tvivl om, at FCK har et rigtigt stærkt hold, men man vinder ikke på navnene alene. Man skal arbejde hårdt for det. Jeg tror på, at vi kan være med, og at det bliver en tæt og spændende duel, som det plejede at være. Som Brøndby-mand vil man altid slå FCK - det har ikke ændret sig på de otte år, jeg har været væk.

I dag indleder Brøndby og Elmander sæsonen på udebane mod en anden af medaljekandidaterne fra FC Midtjylland, og ifølge svenskeren er der noget at glæde sig til for Brøndby-tilhængerne.

- Det er altid svært at sammenligne hold. Det var et godt hold, jeg forlod dengang, og det er et godt hold, jeg vender tilbage til, siger han.

- Jeg har ikke sat mig nogen personlige mål endnu. Det er ikke det vigtigste for mig lige nu. Jeg vil bidrage og hjælpe holdet så meget som muligt, så vi forhåbentlig kan spille med om titlerne og klare os godt i Europa. Det er dér, mit fokus ligger. Når det så er sagt, glæder jeg mig til igen at score mål foran vores fantastiske fans. Det bliver man aldrig træt af, siger Elmander.