Han var igen svær at få øjnene væk fra, OBs Rasmus Falk. Ham, der kan vende med bolden inden for et elastikbånd-areal. Og ham, hvis 23-årige skuldre har båret store dele af det fynske fodboldslagskib gennem en svær sæson.

Søndag styrede han OB frem til to comebacks i 2-2-kampen ude mod Superliga-sæsonens mirakelmagere fra Hobro.

Begge OBs mål faldt efter laudrupske stikninger fra Rasmus Falk, som dermed fik sendt et sidste og markant signal til U21-landstræner Jess Thorup, der mandag udtager sin trup til sommerens U21-slutrunde.



Og kiggede landstræneren med, så noterede han sig garanteret, at Falk viste stor alsidighed, da han i kampens sidste time blev rykket ned på den centrale midtbane.

»Jeg synes, jeg laver rigtig mange gode ting. Jeg synes specielt, at jeg - efter at jeg kommer ned på midtbanen - dikterer kampen meget godt,« sagde Falk til CANAL 8 efter kampen - og uddybede:

»Jeg har trænet lidt på den rolle, og det er gået meget godt i de kampe, hvor jeg er blevet rykket derned. Specielt når vi skal jagte noget og dermed skal have mere tempo inde på midten. Der har jeg været med til at skabe overtal derinde. Det har fungeret rigtig godt, og jeg kunne godt forestille mig, at jeg kunne spille den position i fremtiden.«

Med pointdelingen har OB i øvrigt gjort det svært for sig selv at indfri sæsonmålsætningen - en top-syv-placering. Det fynske håb består nu i en sejr over Randers og et Hobro-nederlag mod FC København i Parken.

Men mon ikke OBerne, der længe var i nedrykningsfare, trods alt er tilfredse med at have indløst billet til endnu en sæson i den bedste række.