FC København har gjort, som Ståle Solbakken har haft allermest fokus på. De er kommet godt fra start efter endnu en sejr - denne gang 3-1 over Sønderjyske i Haderslev.

Federico Santander er egentlig købt ind som målscorer, men han startede med at vise sig frem med et oplæg. Et indlæg til bageste stolpe fra Peter Ankersen skubbede han tilbage til Thomas Delaney, og så kunne FCK-anføreren nemt bringe FCK foran 1-0.

Kort efter lignede det, at FCK lukkede kampen, inden den sidste sønderjyde havde sat sig på sin plads. Marc Pedersen ramte bolden med hånden i straffesparksfeltet. Straffesparket forsøgte Marin Skender at gøre et mindre cirkus ud af ved at pege til venstre, tage et skridt derud og så hoppe til højre, hvorfra han kunne se Nicolai Jørgensens spark gå ind til 2-0 efter ni minutter.

Men tre minutter senere var Sønderjyske tilbage i kampen, da Pierre Kanstrup flugtede hjemmeholdet på 1-2 efter en dårlig clearing af Mathias Zanka Jørgensen.

Derfra var der mere brok og diskussioner end store målchancer. Absalonsen fik en af dem, der skulle scores på, men han sparkede over. Derfor kunne Kvist efter sin indskiftning se sig spillet fri af Santander, og så scorede den hjemvendte FCK’er såmænd til 3-1.