Først så tror han det ikke, men da det går op for Claudemir, at den er god nok, lyser han op i et stort smil.

- Det er kæmpestort i Brasilien.

Sportsmediet O Globo vil rejse til Danmark og lave en reportage med FC Københavns brasilianer på en køretur rundt i den danske hovedstad. Han får en del røg i klyngen af medspillere og medarbejdere på vej tilbage fra træning for, at det ikke kan lade sig gøre, fordi han ikke har kørekort.

- En rigtig fodboldspiller kører ikke bil, han har chauffør, svarer Claudemir tilbage.

De griner og solen skinner. Men alvorens time er ikke langt væk. Søndag skal FC København tage imod Brøndby i en ny omgang af det storkøbenhavnske derby.

Lokalopgøret med navnet ’New Firm’ bliver igen et tilløbsstykke, fordi der efter år med tung FCK-dominans ikke bare i de kampe, men Superligaen generelt, atter er udsigt til ligeværdigt opgør. Og mere til hvis man betragter Superligaen i det brede perspektiv, hvor FC Midtjylland med penge trækker fra i toppen. Der manifesterer sig bastioner hos de - ligeledes med sund økonomi - forsvarende mestre AaB, i Farum hos FC Nordsjælland, og både det sportslige og økonomiske potentiale er til stede i Esbjerg og Randers. Konkurrencen og dermed grundlaget for en fornyet rivalisering er tilbage i Superligaen. Som jo ikke bliver mindre af, at Brøndby har hentet topnavnet Daniel Agger tilbage fra Liverpool. Vel den navnemæssigt største signing siden FC København hentede Brian Laudrup i Chelsea.

- Det er nogle kampe, der altid har det ekstra. Tilskuerne og larmen giver det hele noget mere, end vi plejer, så som spiller er kampene med Brøndby noget, man virkelig ser frem til. Og så har de samlet mange gode spillere derude, siger FC Københavns offensive talisman, Nicolai Jørgensen.

- Brøndby vil få et løft af en spiller som Agger. Han er jo en af dansk fodboldhistories bedste forsvarsspiller nogensinde, men vi kommer ikke til at tage et særligt hensyn til ham.

Men kulissen bliver der ikke tid til at nyde. En ting er håneretten. Noget andet er de tre point, der er i puljen, som begge hold virkelig har brug for. FC Midtjylland er ti point foran FC København og otte foran Brøndby.

Midtjyderne skal imidlertid på en vanskelig opgave på ’kunsten’ i Farum hos FC Nordsjælland, så det er nu FC København skal gå til opgaven med bid og målsætning om at hale ind på Glen Riddersholms tropper.

- Det er ’make or break’ for os nu. Vi skal vinde den kamp mod Brøndby, så enkelt er det. Vi må erkende, at det bliver en vanskelig opgave for både FC København og Brøndby at indhente FC Midtjylland, så det er nu, der skal hentes point, siger FC Københavns cheftræner, Ståle Solbakken.

Den opgave havde på papiret været lettere for to år siden. Et økonomisk ramt og sportsligt traumatiseret Brøndby er nu afløst af et profil-beriget mandskab bakket op af ikke mindst klubejer Jan Bech Andersens mange millioner.

Sammenholdt med oprustningerne hos andre klubber i Superligaen ligner det en tanke, at dansk fodbold anno 2014 ikke kan tages på 4-4-2-automatpilot, og er det den største faglige udfordring for Ståle Solbakken til dato under rød-hvide breddegrader?

- Det er en cyklus. Der kommer perioder med afmatning og perioder, hvor nogle hold har flere resurser at arbejde med. I min første tid som træner i FCK havde Brøndby også et stort budget, og efterfølgende kom der et meget stærkt OB-hold med Eric Djemba-Djemba og Peter Utaka, der var et meget dyrt hold. En stærk liga er bare godt for interessen, siger Solbakken.

Kampene mod Brøndby er lig med minder, der gør ondt på den ene eller anden part. 4-0-sejren i i 2009 i Parken over rivalerne står stærkt i Ståle Solbakkens hukommelse.

- Det var for det første en af de bedste kampe, det hold overhovedet spillede. Det var tilmed i en slags liga-finale, hvor Brøndby før kampen var et point foran os, siger han

- For det andet så kan man senere se, hvor stor betydning det mesterskab og den sejr fik for os og for Brøndby, fordi vi vandt det, og det gjorde de ikke. Det kom til at definere Brøndbys tid med Kent Nielsen og fik en stor betydning for den vinderkultur, der kom ind på FCKs hold, som senere kom i Champions Leagues gruppespil.

Kampen søndag ligner på forhånd endnu et derby, der kan definere den kommende tid for begge hold.