Fuld fokus på ungdomsarbejdet og masser af tålmodighed. Forenklet var det sådan, arbejdsforholdene lød i sommeren 2013, da den dengang 39-årige ungdomslandstræner Thomas Frank blev hentet ind som fodboldchefen i det nye Brøndby.
Siden eksploderede investeringerne i klubben, og kravet er nu ikke længere udvikling som det primære. Ledelsen vil have medaljer til sommer og et dansk mesterskab senest i sæsonen 2017/18. BT har mødt Thomas Frank til en statusopgørelse og et realitetstjek.
I er halvandet år inde i det nye Brøndby-projekt. Er I nået dertil, hvor du som cheftræner kan sige, at du er tilfreds med, hvor I er lige nu?
»Nej, det er jeg ikke. Jeg er meget utålmodig og kritisk over for mig selv. Der er så mange kampe, hvor jeg har tænkt, at vi burde have gjort noget anderledes, også når vi har vundet. Jeg har gået og tænkt længe over, hvad pokker det er, der gør, at vi i sidste sæson faktisk gjorde det rigtigt godt. Vi hentede 52 point, som var det bedste pointantal i fem år i Brøndby, og vi fik en stabilitet ind i holdet. Så kom en ny sæson, og vi skulle tage næste skridt via systematisk og struktureret arbejde. Jeg ved, at det er det, der virker. Men jeg kan ikke bare pege på én ting, hvor tingene ikke har fungeret optimalt. Det er en masse mindre elementer, der ikke har været helt på plads, og så oplever vi udsving. Men der har også været synlige forbedringer i form af hjemmebanestatistikken, hvor vi har syv sejre, en uafgjort og et nederlag.«
Men de små nuancer kan jo være svære at sælge?
»Lige præcis, og det er det mest enerverende. Når man ved, at der skal kontinuitet, ro og tid til at arbejde med tingene. men man ikke har den tid. Jeg kan ikke forklare mig ud af det, og det er nok noget af det, der irriterer mig allermest. Det sagde jeg også allerede første dag herude. Jeg tror på nuancerne i spillet og en fastholdelse af fodboldfagligheden. Men det må ikke misforstås sådan, at vi for eksempel ikke er utilfredse med at falde sammen mod Hobro. Det er fandme utilfredsstillende, når man tager i betragtning, hvad vi bruger af penge.«
Over en lang sæson kan der også være en ledelse i Brøndby, der glemmer nuancerne. Den kigger tilbage på målsætningen, inden sæsonen gik i gang, og så kigger den på, om I vinder de medaljer. Umiddelbart ser dét vanskeligt ud. Nu må vi se, om jeg fanger dig i et politisk svar, men hvad tænker du selv?
»Jeg tror selvfølgelig fuldt ud på, at vi kan få medaljer i denne sæson. Hvis vi kigger på forudsætningerne, er det primært tredjepladsen, vi skal op og have fat i. Over de næste 16 kampe tror jeg på, at vi kan udvise en større stabilitet end Randers. FCK vil vi gøre alt for at fange, FC Midtjylland har været i en liga for sig i efteråret. Jeg ved, vi har lavet et stabilt hold før, og det tror jeg på, vi kan gøre igen i foråret. Med Agger og Elmander tilbage for os i flere kampe, så hjælper det.«
Hvad sker der, hvis I ikke vinder de medaljer?
»Det er ikke det, der er mit udgangspunkt. Det er for defensivt. Jeg har selv været med til at formulere den sportslige målsætning, der hedder en forbedring af sidste sæsons fjerdeplads. Det er inden for rækkevidde. Men i givet fald vil det ikke være første gang i historien, at et fodboldhold ikke har indfriet sin målsætning. Herefter bør man gå ind bag resultaterne og analysere, om retningen er rigtig. Hvis vi eksempelvis leverer flere point end sidste sæson, men til sidst alligevel ligger et enkelt point efter nummer tre, vil jeg sige, at man skal fokusere på udviklingen. Vi har hele tiden arbejdet på et udviklingsspor og et resultatspor. Jeg har endnu ikke oplevet, at det ikke var det rigtige at fortsætte med kontinuitet. Kig på AaB, FC Nordsjælland og FC Midtjylland.«
Så du håber og forventer, at der sidder en ledelse i Brøndby, som kan se nuancerne?
»Ja, det gør jeg. Det er noget af det, som er sværest for en fodboldledelse, og vi er i tæt dialog med bestyrelsesformanden og resten af bestyrelsen for at sige, hvor vi er henne nu i udviklingen. Der sidder toperhvervsfolk i vores bestyrelse, som kender til følelserne i professionel fodbold, men som også ved, at hvis man skal bygge en god kultur, tager det mange år. Vi rykker det ikke bare over natten, og man skal huske på, hvor vi kom fra. Vi har flyttet os, også steder man ikke umiddelbart kan se.«
Det, man kan diskutere, er, om I flytter jer i samme hastige og fornuftige kurve som i første sæson?
»Der er trods alt fremgang på en masse punkter. Hvis der havde været total stilstand overalt, ville jeg være endnu mere kritisk. Jeg har også fortalt spillerne, at det kræver ekstremt hårdt arbejde at flytte os de næste procenter. Man kan sammenligne det lidt med at kappe ét minut af en stærk løbetid i et maratonløb, det kræver altså benhårdt arbejde. Det er det, vi er i fuld gang med.«
Hvis der til sommer er en ledelse i Brøndby, der beslutter, at cheftræneren i klubben ikke længere skal hedde Thomas Frank, så vil du være skuffet, for det viser, at den ikke har kigget ind i nuancerne?
»Det kommer an på, hvordan det ser ud til sidst i sæsonen.«
Hvis I nu for eksempel blot er få point efter Randers, men ender som nummer fire?
»Hvis Randers præsterer helt fantastisk i foråret, og vi også præsterer helt fantastisk i foråret, så vil jeg sige, at det er et forkert valg. Jeg er slet ikke i tvivl om, at fodbold handler om kontinuitet og god ledelse. Det er der bare for få steder.«
Ville du hellere ønske, at projektet i Brøndby lignede det, der oprindeligt var lagt op til i stedet for det, det har udviklet sig til over tid?
»Det er gået stærkt, men i Brøndby IF bestemmer man ikke tempoet. Man følger med. Og man må ikke være bange for toget. Det sidste, jeg vil beskyldes for, er, at denne klub ikke er en kæmpe mulighed for mig og alle os, der får lov til at være med. Belastningen, presset og forventninger om synlige forbedringer også på kort bane i tabellen følger med. Det er et vilkår. Det er ’pakken’.«
Hvordan vil du beskrive det tryk, du har været igennem dit første halvandet år i Brøndby?
»Man gør sig en del forestillinger, men man kan ikke vide det, før man står i det, særligt ikke når man ikke har prøvet det før. Når jeg skal mærke efter inde i min egen krop, er der sommerfugle, men det skal der være, og sådan er det altid, fordi man er opmærksom og klar. Kampene har ikke været anderledes. Det er nok mere den konstante opmærksomhed, der er på holdet og dermed også min person. Alt fra indkøb i Netto til aftener hos venner og skriverier i aviserne. Man er på hele tiden, og der bliver hele tiden stillet spørgsmål. Det er ikke nødvendigvis negative ting, men man bliver hele tiden forholdt en masse ting. Det at kunne navigere i det og stadigvæk tro på det, man gør, er en prøvelse.«
Personligt ville det tære på min energi ...
»Hvordan tror du så ikke, spillerne har det? De er på Twitter og Facebook, og hvad ved jeg. I guder! Jeg var ikke på de medier før, og jeg kommer det heller ikke nu.«
Hvad siger familien til dit nye arbejdsliv?
»Min kone Nanna tager det helt fantastisk. Hun bakker op, giver ro og tager et kæmpe slæb derhjemme. Som far vil jeg også gerne være noget for mine børn og være der 100 procent, når jeg skal være det. Jeg tror, jeg er rimelig god til at være der for dem, når jeg er hjemme.«
Kan du slippe det helt?
»Hvis der bliver for stille, begynder det at køre oppe i hovedet, men ellers fungerer det fint.«
Du taler selv meget om mekanismer. Har der været tidspunkter i løbet af efteråret, hvor du har tænkt, at nu skal vi virkelig bare vinde den her kamp, ellers går det galt, og så kommer vi så langt ud, at der ikke er en vej tilbage for mig?
»Det kommer an på, om du mener den yderste konsekvens?«
Ja...
»Nej, ikke den yderste konsekvens. Jeg har kun tænkt, at vi burde vinde den og den kamp, for mekanismerne gør, at der så kunne blive skrevet dårligt om os. Jeg har ikke følt, at jeg har været tæt på at ryge.«
Jeg har en påstand, som går på, at det forår, du går i møde sammen med Brøndby, det i høj grad kan være med til at definere din fortsatte karriere som cheftræner. For hvis du ikke lykkes med det her hold, så kan der ligge en afskedigelse og vente på dig. Det giver dig en rigtig dårlig start på din karriere som cheftræner på seniorplan, og derefter skal du ikke bare et skridt, men rigtig mange tilbage for at begynde forfra. Køber du den påstand?
»Nu kan jeg godt lide at vende tingene lidt om, så jeg vil svare på to måder, og det første kunne lyde sådan: Ham der ungdomstræneren, der kun kunne træne ungdomshold, han tog ud til Danmarks største klub, fik dem tilbage på sporet, løftede dem op på et niveau med forbedret træningskultur, en ny stab, en anderledes måde at spille på og en åben tilgang til kommunikation, hold kæft, han er bestået. Det kan godt være, han ikke tog det sidste nyk af forskellige årsager, men ham der, han har niveau. Eller også siger man, at han fik muligheden derude, det lykkedes overhovedet ikke, han er ung, og han duer ikke. Jeg ville selvfølgelig sige det første.«
Og så vil der være andre, som siger, at ham der Thomas Frank, han har fuldstændig ret i sine betragtninger, men han manglede de sidste 10 procent i at flytte Brøndby. Han manglede evnen til at rykke klubben det afgørende stykke.
»Måske, men så vil jeg svare, er I klar over, hvor vi startede? Hvis man skal flytte et hold de sidste 10 procent, så kræver det bare mere tid.«
