Jesper Sørensen, der blev fyret i Silkeborg i den forgangne Superliga-sæson, bliver ny assistenttræner i AGF.

Når AGF mandag formiddag har deres første træning, er det med et nyt, men velkendt, ansigt i trænerstaben. Jesper Sørensen, der i vinters blev fyret fra sit job som cheftræner i Silkeborg IF, er nemlig at finde ved Morten Wieghorsts side. Sørensen er ansat som ny assistenttræner i AGF, hvilket fremgår af en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside.

Inden tiden i Silkeborg var Sørensen ligeledes tilknyttet AGF som assistenttræner.

Sportschefen i AGF, Jens Andersson, har ledt efter en erstatning til Flemming Povlsen, der tidligere på måneden stoppede for at blive ekspertkommentator hos SBS Discovery.

»Da Flemming Povlsen stoppede, sagde vi, at vi skulle have en fuldgod erstatning, og det har vi nu fundet med Jesper. Vi får en træner, der er fagligt dygtig, og som kender klubben. Med sin erfaring og viden om spillet kan Jesper sammen med Morten og resten af trænerstaben være med til at løfte os yderligere,« siger sportschef Jens Andersson.

Cheftræner Morten Wieghorst ser ligeledes frem til arbejdet med Jesper Sørensen:

»Efter at Flemming stoppede, havde vi brug for at udvide trænerstaben, og heldigvis var det muligt at få fat i en dygtig træner som Jesper. Han er selvfølgelig ikke et lige bytte for Flemming. Han kan nogle andre ting, og vi skal have fordelt rollerne på en lidt anden måde.«

Jesper Sørensen og Morten Weighorsts samarbejde bliver sat på prøve, når AGF den 19. juli tager imod Brøndby, i sæsonens første kamp.