Niels Frederiksen ser ud til at fortsætte som cheftræner i Superliga-klubben Esbjerg fB i næste sæson.

- Jeg er i positiv dialog med klubledelsen og er ikke uinteresseret i at blive. Jeg har kun været i klubben i halvandet år og føler, at jeg stadig har noget at bidrage med, sagde Niels Frederiksen efter hans tropper havde spillet udekampen mod Sønderjyske 0-0.

I det tidlige efterår blev Niels Frederiksen efter en skidt sæson-åbning af adskillige fodboldeksperter ellers karakteriseret som ’fyringstruet’.

- Det er korrekt, at vi ikke fik nogen god start på sæsonen. Men det seneste stykke tid er tingene vendt i positiv retning for os. Niels er en dygtig træner. Han er kommet til klubben med nye impulser, ikke mindst hvad angår talentudvikling. Vores udgangspunkt er derfor, at vi gerne vil forlænge kontrakten med ham, sagde Esbjerg-direktør Søren Poulsen.

Niels Frederiksen havde efter det målløse lokalopgør mod Sønderjyske svært ved at finde en grimasse, der kunne passe til situationen.

- På den ene sidste er jeg utilfreds med, at vi ikke vinder. I de første 65 minutter domininerer vi jo totalt. Men så får vi udvist Mohammed Fellah, og herefter sidder Sønderjyske på kampen, sagde Niels Frederiksen.

Han ønskede ikke at kommentere, hvorvidt udvisningen var korrekt. Det havde Mohammed Fellah derimod ingen problemer med.

- To sekunder før, jeg laver frisparket, der udløser udvisningen, bliver jeg ramt af en albue. Men dommeren ser jo desværre ikke alt, sagde Mohammed Fellah og trak lettere opgivende på skuldrene.

I Sønderjyske-lejren var man udmærket tilfreds med det ene point.

- Den kraftige sidevind gjorde forholdene vanskelige at spille under, sagde træner Lars Søndergaard, der havde denne simple forklaring på, hvorfor man 11 mod 10 ikke fik afgjort kampen til egen fordel:

- Skarpheden i afslutningerne var ikke god nok.

Også hans trænerkontrakt udløber til sommer.

- Jeg er meget tilfreds med at være i Sønderjyske. Siden jeg kom til klubben for 3½ år siden, er både spillertrup og klubfaciliteter blevet bedre og bedre. Men lad os nu lige sikre en ny sæson i Superligaen før vi eventuelt laver en kontraktforlængelse, sagde Lars Søndergaard.