Robin Söder slog sit navn fast i den danske Superliga allerede i sin første kamp for Esbjerg siden skiftet fra IFK Göteborgs blå- og hvid-stribede trøjer til Esbjergs ditto. Den svenske angriber scorede to mål og kunne nyde den umiddelbare succes.

Og det skal han da også gøre, for svenskerens karriere har været fyldt med store op og nedture. Allerede som 17-årig fik han debut for IFK Göteborg i Allsvenskan, og den første sæson kastede titlen som bedste nye spiller i Allsvenskan af sig.

Det gav også debut på U21-landsholdet, og Robin Söder var med, da Sverige var i EM-semifinalen i 2009. En skæbnesvanger kamp for det store talent. Her blev han ramt af en slem korsbåndsskade, der holdt ham ude af spil i halvandet år.

- Jeg fik aldrig nogen rytme i min fodbold. Jeg spillede 10-15 kampe, og så blev jeg knæskadet igen. 10-15 kampe mere, og så blev jeg knæskadet igen. Jeg kom aldrig rigtig af med det. Siden 2012 har jeg kunnet spille regelmæssigt, spillet kampe hver weekend og trænet hele tiden. Jeg har haft behov for at skifte miljø for at opleve og se noget andet, sagde Söder efter kampen.

Den langvarige skade skubbede også Söder ud af radaren hos de store europæiske klubber, der blev rygtet interesseret i den svenske vidunderdreng. Så store klubber som Bayern München blev nævnt i 2009, inden skaden indtraf. Derefter ventede der en hård tid for den unge knægt.

- Det var hårdt mentalt. Jeg var 18 år, og det er hårdt mentalt at være væk fra fodbold i ni måneder med en så alvorlig knæskade. Mentalt har jeg arbejdet meget med mig selv for at få mig selv tilbage på banen som fodboldspiller. Det har taget sin tid, men det har været en herlig rejse.

Og hvordan har du det nu?

- Man kan ikke have det bedre. Jeg havde bare håbet, at min familie kunne være her, men de kommer på torsdag, siger Robin Söder.

Den nu 23-årige nybagte Esbjerg-angriber måtte altså nøjes med at nyde den gode start sammen med holdkammeraterne, der kunne glæde sig over sæsonens første sejr. Samtidig kunne Niels Erik Søndergaard, medlem af Esbjergs sportslige udvalg, også smile over nyindkøbet.

- Nogle gange skal der et miljøskifte til, før man får genetableret sin karriere, og det håber vi på her. Det er en spiller, der har været rygtet til nogle langt mere eksotiske steder end Esbjerg, og derfor var vi også lidt overraskede, da det kom os for øre sidst på sommeren, at der var en mulighed, siger Søndergaard.