FC Nordsjælland har her til formiddag sat navn på deres nye hovedsponsor. Det blev det internationale logistikfirma DHL, der i de næste tre et halvt år skal pryde de nordsjællandske trøjer.

Sponsoratet starter fra 1. januar 2015, og aftalen vækker glæde og begejstring i FC Nordsjælland, der glæder sig til samarbejdet:

- Det har været en lang og rigtig god proces. Vi er blevet analyseret på en lang række parametre. Vi er enormt stolte over den blåstempling, FC Nordsjælland har fået som klub og brand ved at indgå et partnerskab med en global virksomhed og et stærkt brand som DHL, siger FC Nordsjællands adm. direktør, Ole Palmå, i den officielle pressemeddelelse.

Aftalen med DHL omfatter ikke blot klubbens Superliga-hold, men også klubbens ungdomshold, som skal løbe rundt med DHLs logo på brystet. Derudover vil kampbolden blive leveret af en DHL-maskot og bolddrengene klædt i tøj med DHL på ryggen.

- Partneraftalen med FCN giver en god eksponeringsplatform, som giver os bedre muligheder for at nå ud til det brede publikum. Derudover er sponsoratet også noget, som vi internt kan nyde godt af. Det vil give et øget sammenhold og noget andet at tale om, når vi mødes ved kaffeautomaten, siger DHLs danske direktør, Claus Lassen.

FC Nordsjælland ligger i øjeblikket på en sjetteplads i Superligaen - fem point fra en medaljeplads.