Vejles kamp for overlevelse i Superligaen ser nu meget vanskelig ud, efter klubben mandag aften spillede 2-2 mod Viborg.

Det så ellers længe ud til, at Vejle ville snuppe en overraskende sejr, men viborgenserne udlignede i kampens tillægstid.

Dermed har Vejle nu seks point op til AGF på den rigtige side af nedrykningsstregen - og der resterer tre spillerunder.

Fra kampens start var det tydeligt, at Vejle havde brug for sejren for at holde liv i håbet om at sikre sig endnu en sæson i Superligaen. Vejle var nemlig klart bedst og kom fortjent foran 1-0 efter en halv times spil, hvor angriber Luka Djordjevic stangede gæsterne i front efter et flot indlæg fra Vejle-back Tobias Mølgaard.

I anden halvleg fik Viborgs midtbanemand Jakob Bonde bragt hjemmeholdet tilbage i opgøret med en scoring til 1-1.

Med et kvarter igen var det dog Vejle, der kom foran på ny. Et afrettet skud fra Vejle-profilen Arbnor Mucolli gik i kassen og sendte nedrykningskandidaterne på 2-1.

Mucolli fejrede scoringen ved at tage sin trøje af, hvilket prompte udløste et gult kort. Det fik han et mere af et par minutter senere efter en klodset tackling, og så måtte målhelten forlade banen.

Det udnyttede Viborg. Alt blev sendt frem, og i overtiden fik Alassana Jatta udlignet til 2-2 for Viborg, hvilket blev slutresultatet.

Jatta skovlede bolden ind efter et hjørnespark. Kort forinden så en medspiller ud til at have ramt bolden med armen, men trods et længere VAR-tjek fik udligningen lov at stå.

Du kan genopleve kampen i live-bloggen herunder: