Thomas Kahlenberg kom på tavlen sammen med Johan Elmander i 3-0 sejren over FC Nordsjælland. Det på en aften, der handlede om de ’gamle’ Brøndby-drenge. Thomas Kahlenberg er da heller ikke i tvivl om Daniel Agger-effekten.

- Det betyder utrolig meget. Folk med vindermentalitet og Brøndby-DNA. Folk som vil det her 100 procent, og som engagerer sig i projektet, siger han.

- Det er en kæmpe overraskelse for alle. En større overraskelse for nogle end andre, når man har fulgt lidt med undervejs, men det er også en kæmpe overraskelse for mig. Jeg er bare sindssygt glad for det som alle andre, der holder med Brøndby. Det bliver et scoop for dansk fodbold i almindelighed, og han kommer til at blive en kæmpe gevinst for os.

Thomas Kahlenberg peger på, at Daniel Agger bringer mere end bare de sportslige kvaliteter.

- Han er en vindertype og ledertype og en forsvarsspiller, der har været en profil på et klassehold i mange år, så det siger vel sig selv, at han vil være en kæmpe forstærkning for vores hold, siger målscoreren.