Divisionsklubberne mødtes onsdag for at diskutere Superligaens fremtidige struktur. Men indtil videre er det svært at komme til enighed for parterne.

Som BT kunne fortælle i sidste uge, står valget nu mellem to modeller for Superligaen i fremtiden med henholdsvis 12 eller 14 hold  og med forskellige former for slutspil leveret af det hollandske firma Hypercube.



Onsdag sendte Divisionsforeningen en pressemeddelelse om, at det endnu ikke er lykkes at komme til enighed omkring en model, der skal tegne Superligaen i fremtiden.

»Hypercube har leveret et meget grundigt forarbejde, nu er det op til klubberne at blive enige om den bedst mulige løsning. Dialogen i dag har været åben og konstruktiv, og jeg er meget fortrøstningsfuld og regner med, at klubberne når frem til den løsning, der passer bedst for dansk klubfodbold,« siger Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, i pressemeddelelsen.



Og det kan sagtens være, at klubberne når til enighed i sidste ende, men på ondagens møde var der en del uenighed blandt klubberne.

Brøndby er en af de otte klubber, der har mest indflydelse på resultatet for Superligaen med to stemmer, når der skal stemmes om en model.

»Det er jo sådan med de møder, at der er holdninger i mange retninger, og så skal man give og tage. Sådan er det. Og hvor langt vi er med det, har jeg svært at vurdere. Jeg ved bare, vi gik ikke hjem med en beslutning, så vi må mødes igen,« siger sportsdirektør i Brøndby, Per Rud, omkring onsdagens møde.

Rud tror dog stadig på en løsning.

»Forandring gør ondt. Skal der forandring til, er det en lang proces, man skal igennem, og det skal jeg lige love for, at den har været lang, men den har også været god. Det er et professionel firma, vi har arbejdet med. Det har været en berigende proces, hvor jeg har lært meget. Jeg håber og tror stadig væk på, at vi kan komme op med en ny model for Superligaen,« siger han.

Hans Jørgen Haysen er sportschef i Sønderjyske, der er en af otte klubber med kun én stemme, når en model skal vælges. Han bekræfter uenigheden, men vil ikke fortælle, hvor stridens kerne ligger.

»Vi er selvfølgelig ikke enige. Der er nogen, der har noget, de går efter, mens andre har noget, de går efter. Sådan er det jo gerne, når man sætter sig ned, og der er forskellige interesser.«

Hvad er I uenige om?
»Det vil jeg ikke komme ind på. Det holder vi lidt internt. Det gør jeg i hvert fald. Det gider jeg ikke udtale mig om, indtil vi har fået noget på plads.«

Kan I komme til enighed?
»Næste gang sætter vi os ned, er der afsat endnu mere tid. Vi har alle fået at vide, at vi skal komme med den kasket på, der hedder, at det er giv og tag i det hele. Vi har nogle interesser, andre har nogle interesser, så må man prøve at komme hinanden i møde. Vi skal alle huske, at det er for alles bedste,« siger Haysen og fortsætter:



»Modellerne er blevet vurderet på alt, og når jeg siger alt, så er det alt. Det skal man huske, når man går ind til bordet igen og vil finde ud af noget for dansk fodbolds skyld. Det kan godt være, vi ikke får alle de parametre, vi ønsker, men kan vi få bare nogle alle sammen, er vi pludselig henne, hvor det bliver en bedre struktur. Det er min forhåbning til næste gang. Hvis vi alle har tænkt over det til næste gang og kommer med den holdning, kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle finde en løsning.«

De 12 klubber fra Superligaen og 12 klubber fra 1. division mødes igen d. 10. juni i forsøget på at komme til enighed.

Klubberne skal ifølge planen være klar til at indstille en Superliga-model til afstemning på DBUs bestyrelsesmøde d. 20. juni.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, samt flere af de involverede på onsdagens møde.