Thomas Frank er under større pres end normalt. Og det ved Brøndby-træneren godt. For efter tre nederlag i de tre første Superliga-kampe, er man allerede ni point efter FC Midtjylland og seks point efter FC København, der har spillet en kamp færre.

Den mesterskabspokal, som mange Brøndby-fans har sukket efter, ser altså ud til at stå i den forreste vogn, mens Brøndby bare forsøger ikke at blive hægtet af vogntoget. Spørgsmålene kommer derfor naturligt fra både medier og fans. Er Thomas Frank rette mand til at styre Brøndby mod en ny storhedstid?

Det mener han naturligvis selv, men han lægger også vægt på, at der er et enormt pres på Brøndby, der gør det sværere at kæmpe sig til tops dér frem for andre steder i Danmark.

»Det er bare anderledes her. Det er det, folk ikke anerkender og forstår. Der er forskel på at vinde et mesterskab i AaB, FC Midtjylland og FC Nordsjælland. Jeg har den dybeste, dybeste respekt for det, de tre hold har gjort. Det er enestående og unikt på alle parametre. Vi har i 11 år slidt med at lave det hold, der bare kan blive nummer to, fordi trykket og opmærksomheden og mange andre ting er i spil herude,« siger Thomas Frank og forklarer, hvori det anderledes ligger.

»Jeg vil helst ikke snakke så meget om andre, men de går lidt mere under radaren. Der er lidt mindre opmærksomhed. Du kunne se året efter, da AaB naturligt ikke kunne følge med, var det nemlig meget naturligt for alle. Hvis det skete for Brøndby, selvom det var lige så naturligt med spillerafgang, så havde vi fået kæmpe-hug. Sådan er præmissen, men det er vi stolte af.«

Anders Egholms scorer til 0-2 og Brøndbys krise synes nærmest total
Anders Egholms scorer til 0-2 og Brøndbys krise synes nærmest total Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Du har tre spillere i Agger, Elmander og Kahlenberg, som du har givet en del ansvar. Hvor meget bruger du dem udenfor banen i den her periode?

»Dem bruger vi meget, fordi vi har brug for deres erfaring. Det er allervigtigst, at vi arbejder med dem, som er på banen, som kan flytte sig og tage mere lederskab. Det gør de også. Og jeg snakker specielt Ørnskov, Albrechtsen og Larsson, der træder mere og mere i karakter.«

»De to skikkelser (Agger og Kahlenberg, red.) og Elmander også, som er inde og ude af holdet, bruger jeg også rigtig meget. Men Kalle (Kahlenberg, red.) og Agger har en rolle, og de var også rigtig gode i omklædningsrummet i går (mod Hobro, red.). Det er det, jeg forventer af dem. Vi kan ikke gøre det alene – vi skal gøre det sammen.«

Jesper Grønkjær snakkede i TV3+-studiet om, hvorvidt spillerne lignede nogle, der spillede for dig. Synes du, at de gjorde det?

»Det er en klassiker, og det skal man selvfølgelig spørge om. Selvfølgelig vil de spille for mig, men det handler ikke om at spille for mig. Det er jo et håbløst spørgsmål - ikke rettet mod dig. For mig handler det om, om man vil spille for klubben og for holdet. Allervigtigst for klubben og for trøjen. Johan Larsson har prøvet at blive svensk mester i Elfsborg og pokalvinder. Han kunne måske godt have skiftet andre steder hen. Men uden at det skal lyde kritisk i forhold Elfsborg, hvor fedt er det så at spille foran deres fans i forhold til at spille foran Brøndbys? Så er der også en risiko for, at hvis der er lidt tryk på og lidt pres, så bliver der buhet af en. Men livet handler om, at man tør gå på kanten. At man tør springe ud i det og vise sig frem og blive skudt på. For hvis det så lykkes, og når det lykkes, er det bare så meget federe. Så findes der ikke et federe sted at være i Danmark end her.«

I FCK har de været meget fokuserede på at komme godt fra start. Det har I også været, men de har handlet relativt tidligt, mens jeres er kommet mere hen ad vejen. Hvor stor en indflydelse har det?

»Der er vi nødt til at spole tiden tilbage og sige, at vi står med en klub, som hungrer efter succes i Brøndby. Vi står også med en klub, som de seneste 10-11 år har haft svært ved at finde den formular til bare at blive nummer to. Vi står med en klub, som for to år siden var tæt på at gå konkurs og rykke ned. Vi er ved at bygge noget op, som skal være langtidsholdbart, og som skal kunne holde på den lange bane. På vej derhen har vi stadig haft den yngste startopstilling. Så selvfølgelig betyder det noget, men når vi ikke har den økonomi, som FCK har, kan det ikke lade sig gøre. Det er jo en helt anden liga det, de har og dem, de henter.«

I har jo stadig en god økonomi, og Jan Bech Andersen har også en god økonomi...

»Der er også det, der hedder økonomisk ansvarlighed.«

Men han har jo hentet Agger før og betalt for to nordmænd. Skal du ikke op og banke på og bede om nogle flere penge?

»Hvis jeg skulle, så tror jeg, at jeg diskuterede det med ham og Troels – og ikke her.«