Ikke færre end 25 klubber vil være på Jan Breydel Stadion for at se nærmere på spillerne fra Club Brugge og Brøndby i Europa League-kvalifikationskampen torsdag aften.

Og det er ikke hvilke som helst klubber, der har meldt deres ankomst til Belgien. Scouts fra Bayern München, Manchester United, AS Monaco, Newcastle, Dortmund og FC Barcelona vil alle være på plads, og i Brøndby glæder klubbens største salgsobjekt Simon Makienok sig over interessen.

- Det betyder rigtig meget for mig, at jeg præsterer godt i Brugge-kampen, for hvis jeg skal videre, er det måske sådan en kamp, der bliver kigget på fra interesserede – om jeg kan præstere i de her omgivelser, når det gælder. Så for mig handler det om at vise mig frem og præstere på bedst mulig måde. Jeg føler egentlig ikke noget pres på den måde. Jeg er inde i en rigtig god periode og har haft en rigtig god start på sæsonen, så jeg glæder mig bare til kampen, siger Simon Makienok.

- Jeg har ikke hørt, at der skulle være noget ekstra lige i netop i denne her kamp, men der er selvfølgelig altid nogle, der følger mig og har gjort det over en lang periode, og på den måde vil der helt klart også være klubber, som kigger med her, men det er ikke, fordi vi har lagt fokus på, at det lige netop skal være i den her kamp, at jeg skal blive solgt, tilføjer angriberen, der har scoret en enkelt gang i Superligaen i denne sæson.

Førsteangriberen i Brøndby forklarer samtidig, at det ikke får betydning for hans fremtid i Brøndby, om klubben spiller sig videre i Europa League.

- For min fremtid gør det ikke nogen forskel, om vi kommer videre i Europa. Jeg skal gøre mit bedste for Brøndby – om det er i Europa League, Superligaen eller i en pokalkamp. Det vigtigste er, at jeg leverer en god præsta- tion. Jeg skal først skifte, når det er det rigtige, og det har det overhovedet ikke været endnu. Ikke hvad jeg ved fra hverken klubben eller min agent. Jeg koncentrerer mig 100 procent om at spille i Brøndby, og det er egentlig det eneste, jeg fokuserer på.

Simon Makienok spiller i aften sin første kamp i europæisk klubregi.