AaB kigger tilsyneladende vidt og bredt, når der til sommer skal findes en afløser for Kent Nielsen.

Den tidligere amerikanske landstræner Bob Bradley er så vidt vides stadig i spil til jobbet som ny AaB-cheftræner, og indtil for kort tid siden var den tidligere spanske stjernespiller Fernando Morientes også et emne i Nordjylland.

Ifølge Ekstra Bladet var der en seriøs dialog i gang, og Morientes skal have holdt møder med sportsdirektør Allan Gaarde både i Madrid og i Aalborg.

Morientes, der har været med til at vinde Champions League tre gange med Real Madrid og har været topscorer i samme turnering, er nu ude af kapløbet til posten som AaB-træner.

AaBs sportsdirektør Allan Gaarde hverken kan eller vil sige så meget, men han skyder ikke historien ned.

»Det er et interessant navn, og selvfølgelig ved jeg, hvem han er. Men jeg kan hverken be- eller afkræfte oplysningerne,« siger han til Ekstra Bladet.

38-årige Morientes har indtil nu kun trænererfaring fra Real Madrids U19-hold. Han står i øjeblikket uden job efter at have sagt nej tak til posten som spansk U21-landstræner.