Selvom der stadig resterer syv runder af Superligaen, er denne sæson i al sin væsentlighed afgjort. Medmindre jorden begynder at dreje baglæns, og målstolperne bliver rykket rundt, så bliver FC Midtjylland mestre foran FC København, mens Silkeborg formentlig tager FC Vestsjælland med sig ned i dybet i 1. division. Landstræner Morten Olsen har fulgt med, og mens han nikker anerkendende til de midtjyske ulve, har han generelt ikke været voldsomt imponeret over niveauet i den bedste danske række.

»Vi har haft bedre Superliga-sæsoner end denne. Det er svært lige at sætte fingeren på, hvorfor det er sådan, men der er tidligere blevet spillet mere risikofyldt, end vi har oplevet det her i forårets kampe,« siger Morten Olsen.

Men FC Midtjyllands udsigt til et imponerende sikkert mesterskab vil landstræneren ikke sætte en finger på:

»Hvis man fører så stort på nuværende tidspunkt, så har man gjort noget helt rigtigt. Men så er der en masse andre hold, hvor forskellen ikke er så stor, og hvor det hele tiden svinger frem og tilbage.«

»Og selvfølgelig er det godt for dansk fodbold, at der kommer nyt hold, som er så dominerende, som FCM har været i år. Man kan så have forhåbning om, at de også kan levere, når de skal spille europæiske kampe til efteråret. Der skal de bevise, at de har niveauet,« fastslår Morten Olsen.