FC Nordsjællands angriber, Morten Nordstrand, glæder sig til at komme hjem og sin spektakulære saksesparksscoring, der sikrede holdet 2-2 mod FC København.

Da stadionuret på Farum Park havde passeret 82 minutter, styrede FC København mod sæsonens første sejr i Superligaen. 2-1 førte de danske mestre over FC Nordsjælland. Minuttet efter skrev Morten Nordstrand sig ind i Superliga-historien.

Mario Ticinovic servede en bold ind i feltet, hvor Morten Nordstrand på helt utrolig vis vendte rundt og saksede bolden uimodståeligt ind bag FCK-keeper Johan Wiland. En scoring, som allerede omtales som Superliga-historiens bedste mål i skarp konkurrence med Sibusiso Zumas legendariske saksesparksscoring mod Brøndby i 2001.

- Mario ligger den helt perfekt og så prøver jeg at sakse på den. Det er lidt ærgerligt, man ikke selv kan se den i situationen, men jeg må hjem og se den i fjernsynet, siger Morten Nordstrand til 3+.

- Det er bare ren instinkt, at man laver de der ting. Jeg var glad for, at jeg kunne bidrage med et mål, og at vi kunne få point.