Brøndbys nye norske spiller Elba Rashani fik mandag aften debut med en 2-0-hjemmesejr i en kulisse, hvor 16.000 Brøndby-fans støttede fra hjemmeholdet fra start til slut.

Og Rashani, der i sidste uge skiftede fra norske Odd BK til Brøndby, var imponeret over sin nye hjemmebane.  

- Det var en virkelig god oplevelse at spille foran så fantastisk et publikum på så fin en aften, så jeg er meget glad, sagde Rashani til TV3 Sport.

- De (Brøndbys fans, red.) har taget meget godt imod mig. Hvis det er sådan her hver weekend, så glæder jeg mig.

Den 21-årige kantspiller startede på banen, men blev skiftet ud efter en times spil. Selv om han ikke nåede at vise nævneværdige prøver på sine offensive kvaliteter, var nordmanden efterfølgende godt tilfreds med sin indsats.

- Den var udmærket. Jeg får vist nogle ting, og jeg arbejder godt for holdet, men både jeg og holdet har mere at byde på. 

Elba Rashani og Brøndby møder torsdag Club Brügge på udebane i kvalifikationen til Europa League. Og søndag venter en udebanetur til Hobro.