Løbebanen omkring fodboldbanen på Aarhus Stadion har i mange år givet anledning til utilfredshed blandt AGF's trofaste tilhængere, og nu ser det ud til, at de får opbakning fra AGFs nye direktør, Jakob Nielsen.

I Århus er tilhængerne godt trætte af løbebanen, der omkranser fodboldbanen, og den har både fået skylden for den tamme stemning og de dårlige resultater, ligesom der er oprettet facebook-grupper imod den forhadte løbebane.

Den nye AGF direktør, Jakob Nielsen, der tiltrådte 1. juli afslører nu store fremtidsplaner for både stadion og træningsanlæg.

- Træningsanlægget er på tegnebrættet. Det er det nye stadion ikke, men det kan jeg tillade mig at ønske – og det skal AGF have på sigt. Det tror jeg alle i Aarhus er klar over. Vi kan ikke være bekendt at en by som Aarhus ikke har et rigtigt fodboldstadion. Det er ikke noget, jeg siger, skal komme inden Kulturhovedstaden, men det skal vi have, siger han i et interview med Ekstra Bladet.

AGF har i mange år kæmpet med en dårlig økonomi, og direktøren understreger, at tingene skal ske i den rigtige rækkefølge, og at planerne kun realiseres, hvis klubben igen er fast inventar i den bedste danske række:

- Om vi så der taler en tidshorisont på to eller fem år, det er ikke at sige. Det kommer jo an på, hvornår der er styr på core-business. Jeg synes det er oplagt at starte arbejdet om nyt stadion op og tale om det nu, men det er ikke noget, der kommer til at tage min tid, siger han og understreger samtidig, at det ikke var på grund af det aldrende atletikstadion, at AGF rykkede ned, men at det måske har været en medvirkende årsag.