OB har netop forstærket trænerteamet med briten Simon Hollyhead.

Hollyhead træder ind i en rolle som assistenttræner med ansvaret for den fysiske træning af klubbens ligatrup. Og OBs nyansættelse har med en mastergrad i fysisk træning da også baggrunden i orden.

»Han har en god erfaring som assistent og er dygtig til at kombinere den fysiske træning med de specifikke krav, der gør sig gældende for, at et fodboldhold kan præstere optimalt,« udtaler OBs sportsdirektør, Jesper Hansen.

Simon Hollyhead er samtidig i gang med at tage sin A-licens som fodboldtræner, og hovedpersonen selv glæder sig til at bygge på.

»Det er en rigtig god mulighed for mig at være med i den udvikling, som OB er inde i. Det er en af de største klubber i dansk fodbold med en fantastisk historie,« lyder det begejstret fra Hollyhead til klubbens hjemmeside.

OB indtager i skrivende stund en niendeplads i Superliga-tabellen.