OB befinder sig sammen med Silkeborg fortsat under Superligaens nedrykningsstreg.

Tidligere på ugen havde fynboerne ellers oprustet med investeringen i forsvarsspilleren Espen Ruud, men ikke desto mindre måtte de lade sig nøje med 1-1 i hjemmekampen mod Sønderjyske.

Hermed har OB blot erobret seks point i sæsonens første otte kampe og ligger placeret på en skuffende 11. plads, mens Sønderjyske med otte point rykker opad i tabellen med otte point.

OB gik ellers til pausen med en føring på 1-0.

Scoringen faldt i det 14. minut, hvor Martin Spelmann efter et kontraløb sendte bolden mellem benene på Sønderjyskes målmand, Marin Skender, og videre ind i netmaskerne.

Føringen var fuldt fortjent. På dette tidspunkt af kampen var hjemmeholdet toneangivende.

Men Sønderjyske fightede sig godt tilbage, og syv minutter før pausen tydede alt på, at de havde udlignet til 1-1. Imidlertid valgte dommer Peter Kjærsgaard-Andersen at annullere Marvin Pouries scoring, fordi liniedommeren momentet forinden havde dømt bolden over mållinien. TV-billeder afslørede imidlertid, at dette ikke var tilfældet.

Efter pausen fortsatte Sønderjyske de gode takter fra slutningen af første halvleg.

Der kunne således intet indvendes imod, at de seks minutter før tid fik bragt balance i regnskabet.

Her sendte Pierre Kanstrup end bold ind i OB's straffesparksfelt, og efter en klumpspilssituation gjorde Adama Guira med karrierens første Superliga-fuldtræffer det til 1-1.