Selskabet bag fodboldklubben OB præsenterede fredag et underskud på små 30 millioner kroner for 2014.

Mere præcist kom selskabet Odense Sport & Event ud af det seneste regnskabsår med et minus på 29 millioner kroner. Resultatet er trods underskuddet en forbedring i forhold til året forinden, der lød på et underskud på 34 millioner kroner.

Administrerende direktør Ole Bang Nielsen for Odense Sport & Event fortæller, at økonomien langsomt er på vej mod bedre tider.

»Økonomiske og organisatoriske tilpasninger kræver altid noget tid, før effekten slår fuldt igennem,« siger han i en selskabsmeddelelse fredag og tilføjer:

»Ikke mindst i en fodboldverden, hvor flerårige spillerkontrakter betyder, at tilpasning til en anden økonomisk virkelighed tager tid.«

Superligaklubben OB har de seneste sæsoner oplevet smalle tider på banen, hvor spillertruppen er blevet reduceret for de allermest løntunge profiler. Og den omstilling er nu med til at gøre, at selskabet bag fodboldholdet har mindsket det fortsat markante underskud.

»Vi kan selvsagt ikke være tilfredse med et underskud på 29 millioner kroner, men jeg hæfter mig ved, at vi for andet år i træk har forbedret driftsresultatet væsentligt, og at regnskabet for 2014 er belastet af engangsomkostninger i størrelsesordenen 15 millioner kroner,« fortæller Ole Bang Nielsen.