Næste sæsons Superliga og 1. division kan meget vel blive den sidste omgang, hvor strukturen er, som vi kender den i dag.

I en pressemeddelelse fra Divisionsforeningen lyder det således, at klubberne på et møde tirsdag blev enige om at sætte gang i en proces, der kan munde ud i en ny turneringsstruktur fra sæsonen 2016/17.

»I godt 20 år har strukturen været den samme i Danmarks bedste fodboldrække. Det har været et varmt diskussionsemne mange gange, og strukturen har også været analyseret tidligere – senest tilbage i 2009. I 2. division blev der sidste år vedtaget ny struktur, som implementeres fuldt ud til den kommende sæson, og nu er turen altså kommet til at tage et seriøst kig på Alka Superliga og 1. division,« skriver Divisionsforeningen i pressemeddelelsen.

Det bliver det hollandske firma Hypercube, som skal stå i spidsen for processen, hvor klubberne såvel som politiet, fans, trænere, spillere, sponsorer, DBU Elite og Bredde samt eksperter og journalister vil blive hørt.

»Det seneste år har en Visionsgruppe med deltagelse af flere klubber fra Alka Superliga og 1. division arbejdet med en vision og strategi for de to bedste fodboldrækker. Gruppen har blandt andet indhentet erfaringer og viden fra andre europæiske ligaer. I slutningen af januar foreslog Visionsgruppen at igangsætte en proces med det hollandske firma Hypercube ved roret. Forslaget blev efterfølgende godkendt i Divisionsforeningens bestyrelse, og tirsdag gav alle landets Superliga-klubber opbakning til at sætte processen i gang. Et arbejde, der ventes at blive afsluttet allerede til sommer,« skriver Divisionsforeningen videre.

»En proces som den her bliver ikke bedre af at blive trukket i langdrag. Hypercube er nogle af de bedste i verden på området, og vi ser frem til et intenst forløb, hvor hele fodbold Danmark kommer med input til en fremtidig struktur for dansk klubfodbold,« siger Thomas Christensen, formand for Divisionsforeningen.

En eventuel ny turneringsmodel vil blive fremlagt for DBUs bestyrelse i juni, og i det tilfælde at en ny turneringsstruktur bliver vedtaget, kan næste sæson bruges til at justere ændringerne.