Esbjerg var foran, men takket være to mål på hovedstød af Jeppe Curth sikrede Viborg sig oprykkernes første sejr i denne sæson.

Allerede efter to minutters spil kom Esbjerg foran, da Ryan Laursen brød igennem i gæsternes højre side. Alene med Viborgs målmand, Peter Friis Jensen, kunne Ryan Laursen have valgt at skyde selv, men han så fint, at Mick van Buren var i en bedre position, og hollænderen kunne let score.

Men fire minutter senere blev det 1-1 efter et indkast, som Mikkel Rask forlængede til Jeppe Curth, og den tidligere AaB-angriber kunne umarkeret heade bolden ind til udligning.

1. halvleg bød på flere målchancer. Tættest på var Esbjergs Nicki Bille, der ramte stolpen.

Efter et lille kvarter af  2. halvleg fik Viborg straffespark, som Marcel Rømer imidlertid misbrugte, da Martin Dubravka reddede.

Men fire minutter senere faldt kampens afgørelse, da Serges Deblé fandt Christopher Poulsen i Viborgs venstre side. Inde på midten nåede Jeppe Curth frem til indlægget og headede bolden ind bag Dubravka til Viborg-føring.