OB har skabt endnu længere afstand til nedrykningsstregen med 2-0-sejren i Esbjerg, men Ove Pedersen vil endnu ikke åbne overlevelses-champagnen.

Ti point er der ned til FC Vestsjælland inden weekendens spillerunde, men så længe, det ikke er matematisk sikkert, at OB bliver i Superligaen, tager Ove Pedersen ikke glæderne på forskud.

Men han anerkendte efter sejren, at det luner at stjæle point fra Esbjerg, der også kæmper i bunden af rækken.

»Enhver kan se i tabellen, at det selvfølgelig har stor betydning. Man ved jo, at det gør ondt på modstanderen, hvis man tager point fra dem, når de er ens direkte konkurrent. Nu var vi så så dygtige, at vi fik en sejr, så det er rigtigt godt,« sagde Over Pedersen til TV3 Sport 1.

Martin Spelmann bragte OB foran med 1-0 i første halvleg, og han fik rosende ord med på vejen af sin cheftræner.

»Jeg er meget tilfreds med hans præstation. Resten af holdet kan mærke, de har fået en oppe foran, der lægger et stort pres, og det vil sige, at det bliver meget nemmere at være central midtbanespiller og forsvarsspiller. Ikke nok med, at han er en terrier, så går han så sandeligt også meget godt for vores pres, som vi ikke har været gode til,« sagde Ove Pedersen til TV3 Sport 1.

For Esbjerg kniber det derimod i bunden af rækken. Niels Frederiksens mandskab har seks point ned til FC Vestsjælland, der har en kamp til gode. FC Vestsjælland møder Brøndby i weekenden.