Den 21-årige svensker Mikael Ishak skifter til Randers FC på en treårig aftale.

Randers FC har søndag forstærket sig på angrebsposten med købet af Parma-spilleren Mikael Ishak. Den unge svensker fik aldrig sin Serie A-debut for Parma, men blev i stedet lejet ud til Serie B-klubben Crotone i den forgangne sæson.

Her scorede Mikael Ishak fire mål i 23 kampe, og svenskeren skal nu se, om han også kan finde målformen i den bedste danske række. Sportschef i Randers FC, Peter Christiansen, forklarer, at kronjyderne længe har haft den svenske angriber i kikkerten.

- Mikael er en spiller, der allerede har opnået meget i sin korte karriere med ophold i både Tyskland, Schweiz og Italien. Ikke desto mindre har han vist en stor lyst til at komme tilbage til Skandinavien og til Randers FC. Vi kan give ham den ro og den tillid, der kræves for at kunne udvikles yderligere, siger Peter Christiansen til Randers' hjemmeside.

Sportschefen betegner svenskeren som en hårdtarbejdende forward, der er stærk med ryggen til målet. Han kan desuden udfordre og være meget direkte. Mikael Ishak fortæller, at han længe har fulgt med i dansk fodbold, da der altid har været og er mange svenske spillere i Superligaen. To af dem - Viktor Lundberg og Kalle Johansson - bliver han holdkammerater med i Randers.

- Fodbolden i Danmark passer mig godt, der spilles meget langs jorden. Der er mange gode klubber, og jeg ser frem til at møde mine nye holdkammerater, siger Mikael Ishak til hjemmesiden.

Randers FC har solgt sidste sæsons målsluger Ronnie Schwartz til franske Guingamp og råder nu over angriberne Nicolai Brock-Madsen, Viktor Lundberg, Djiby Fall og Kasper Junker. Med tilgangen af Mikael Ishak bliver det måske nemmere for cheftræner Colin Todd at fylde hullet efter Ronnie Schwartz.

- Det er vigtigt at have angribere i en trup, der kan presse hinanden til at yde det optimale. Og med tilgangen af Mikael har vi en kvintet, der kan det. Han har været attraktiv for klubber som FC Köln og Parma, så han er et stort talent. Og med sine blot 21 år har han et stort potentiale til fortsat udvikling, siger Colin Todd.