Randers fik en svensk begmand tidligere på ugen, da man blev slået ud af Europa League-kvalifikationen til Elfsborg, men søndagens 3-0-sejr over FC Nordsjælland har formentlig givet noget goodwill tilbage til de nordiske naboer.

Sejren vil nemlig primært blive husket for én ting. Randers' svenske angriber Viktor Lundberg sikrede med sit hattrick klubben en optimal start på den nye Superliga-sæson. Og det var et vigtig signal at sende efter skuffelsen mod Elfsborg.

»Vi kommer fra et nederlag i Europa League mod Elfsborg og kommer ud her og vinder tre point i først kamp, så det er sindssygt godt,« sagde Viktor Lundberg efter kampen til TV3 Sport og tilføjede om sin egen præstation:

»Alt lykkedes i dag. Det var lidt hårdt i starten, men efter målet kommer vi i gang, synes jeg. To af målene skal jeg bare at sætte foden på - Brock gør det sindssygt godt. Det er godt for os, at få denne start på sæsonen.«

Randers regnes for at være en af kandidaterne til at vinde medaljer i denne sæson, og med den rolle følger også et vist forventningsniveau. Og det er ikke bare udefra. For selvom 3-0-sejren på papiret ser god ud, så var Nicolai Brock-Madsen alligevel ikke helt overbevist af resultatet.

»Jeg synes ikke, vi spiller en ret god kamp i dag. Vi kommer ikke godt nok ud, og det pres, vi forsøger at lægge på Nordsjælland, presser de sig ud af. Så vi har det rimelig svært, men vi får scoret nogle mål i dag, og det er det, der gør, at vi vinder kampen,« sagde Brock-Madsen til TV3 Sport.

Næste gang Randers skal i aktion er på søndag, hvor det gælder lokalbraget mod AGF.