Glen Riddersholm gik amok og fik rødt kort, da Sønderjyske fik en VAR-dom imod sig i dommerens tillægstid og tabte mandagskampen på udebane mod AaB.

Det var mere, end Glen Riddersholm kunne klare, og på vejen ned i spillertunnelen væltede træneren fjerdedommerens bord.

En udåd, der potentielt kan koste Glen Riddersholm dyrt, når DBU gør karantænen op de kommende dage.

Måske derfor var Glen Riddersholm hurtigt ude at undskylde lige efter 0-1-nederlaget til AaB.

»Jeg laver en fejl i dag ved, at jeg vælter et bord. Det er rigtig dårligt af mig,« konstaterede Glen Riddersholm i et interview med TV3 Sport og fortsatte:

»Jeg var frustreret, fordi man har følelsen af, at der ikke er kontrol over begivenhederne, fordi det hele er så nervøst.«

Dommer Aydin Uslu giver det røde kort til SønderjyskEs træner Glen Riddersholm i 3F Superliga-kampen mellem AaB og SønderjyskE på Aalborg Portland Park, mandag 8. marts 2021.
Dommer Aydin Uslu giver det røde kort til SønderjyskEs træner Glen Riddersholm i 3F Superliga-kampen mellem AaB og SønderjyskE på Aalborg Portland Park, mandag 8. marts 2021. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Træneren forklarede, at han i forvejen var frustreret over dommeren, der havde afvist at dømme i en anden situation, som kunne have givet AaB en udvisning.

»Tre-fire minutter før det her røde kort, havde vi en situation, hvor Ahlmann løb ud i det tekniske felt og drak af en dunk, og han har et gult kort i forvejen. Her stod det 0-0. Der er nogle regler, som nogle gange går med og imod os.«

»Men 'i dag dømmer vi ikke for det siger dommeren', og det er bare en af de her små ting, som gør, at vi som aktører bliver forvirrede, fordi vi er nødt til at spille efter de regler, der er. Jeg har anerkendt min fejl,«  fortalte Glen Riddersholm.