Ståle Solbakken er ikke Glen Riddersholms favorit-kollega. Nærmest tværtimod. Men Riddersholm bliver ekstra motiveret, når han bliver angrebet af FCKs norske cheftræner.

Det kom frem søndag aften, da Onside på TV3+ viste et klip fra et længere portræt-interview med Riddersholm.

Her vendte FC Midtjylland-træneren igen tilbage til situationen i marts, hvor han sad i studiet sammen med Solbakken, og hvor nordmanden igen begyndte at tale om risikoen for gummiben i FCM.

Ved denne lejlighed reagerede Riddersholm defensivt i stedet for at svare vredt igen, men sådan ville han ikke altid have kunnet reagere.

BT er blevet gjort opmærksom på fejl i citatet fra Glenn Riddersholm til Onside. Her er det korrekte citat fra tv-indslaget.

”Når jeg oplever en kollega, der forsøger at angribe mig, men også samtidig har en ekstrem arrogant udtryksform overfor det, jeg siger, og ikke viser respekt for min holdning. Så kan jeg vælge to ting. At gå i krig med det foran et studie. Eller at acceptere, at det må være op til folk at være smagsdommer, hvilken udtryksform, de bedst bryder sig om«.

»På samme måde som jeg også har brugt det, som en tidligere bestyrelsesformand i FCK sagde (tidligere sportsdirektør Niels-Chr. Holmstrøm, som i sin tid ytrede, at han ikke troede på, at Riddersholm havde de fornødne evner til at være cheftræner i FCM, red.)«

»Jeg har hele tiden skullet overbevise en række mennesker om, at jeg var god nok. Det har jeg brugt til at blive endnu stærkere,« fastslog Riddersholm i interviewet.