FC Midtjylland indledte sæsonen med en 2-0-sejr i Aarhus og bragte sig i løbet af efteråret i spidsen af Superligaen. Efter et svingende forår og med to nederlag på stribe havde de sat føringen over styr inden 4-0-sejren langfredag, men nu melder Glen Riddersholm sit hold tilbage i guldkampen.

- Efter et par kampe, hvor vi ikke har fået udbytte af vores spil, får vi i dag eksekveret vores chancer, og med denne her sejr har vi meldt os ind igen. Vi kickstartede alt det her, vi har været i gang med, netop i Aarhus tilbage i juli, og hvad er mere passende end at sparke en ny stime i gang samme sted her mod slutfasen, hvor vi altid er gode. Vi kan passende fortsætte og tage en hårdt tiltrængt hjemmesejr mod vores rivaler fra Viborg, siger Glen Riddersholm.

I forårets begyndelse måtte han undvære sin dygtige svenske midtbanespiller, Petter Andersson, men mod AGF markerede han sig med flot kombinationsspil og to sikre træffere. Alligevel er der meget mere i vente fra ham, lover træneren.

- Petter er måske på 75 procent. Han er ikke i nærheden af sit bedste, og alligevel spiller han så godt. Hvad kan han så ikke nå, hvis han kommer på 100 procent? Så er han en af Superligaens helt store profiler, siger Riddersholm.

Selv var Andersson godt tilfreds med sin kamp.

- Det var en stabil kamp både defensivt og offensivt for holdet, og det var dejligt med en sejr efter to mindre gode resultater. For mig personligt var det dejligt at bidrage med to mål, for det tager altid lidt tid, før man er tilbage i topform, efter man har været skadet, siger Petter Andersson.