Kampen var fattig på skønhed, men rig på dramatik, fight og intensitet, da Brøndby og FC Midtjylland spillede 1-1 søndag aften.

Sammenstød mellem spillerne, direkte rødt kort til Johan Elmander, advarsler på stribe og dommer Kenn Hansen i fokus gav en hektisk kamp med bortvisning af Thomas Frank i slutfasen.

Martin Pusic bragte gæsterne i front i anden halvleg efter et forkert dømt hjørnespark, og da Johan Elmander kort efter blev sendt i bad efter en grim stempling af Jakob Poulsen, lignede det en umulig opgave for hjemmeholdet.

En erobret andenbold, en fin aflevering i dybden af Johan Larsson så dog den hårdtarbejdende Ferhan Hasani alene igennem med Johan Dahlin, og her svigtede Brøndby-spilleren ikke.

Det efter en første halvleg, hvor Brøndby var marginalt dominerende. En knold på banen så FC Midtjyllands målmand Johan Dahlin kikse en tilbagelægning og via flittige Teemu Pukki fik Brøndby et hjørnespark. Det ikke førte til noget, og det var ganske symptomatisk for holdenes første halvleg. Der blev arbejdet hårdt, men sådan målfarligt blev det først efter pausen.