Simon Skou Jakobsen fik mandag det røde kort i udesejren på 1-0 over Sønderjyske. Og han så virkelig ked ud af det, da han måtte gå den tunge gang i begyndelsen af anden halvleg. Silkeborg-anføreren så omvendt ret lettet ud, da han så, at holdkammeraterne fightede de tre point hjem.

Men i den lidt muntre afdeling kunne han og andre måske have forudset, at det gik, som det gjorde.

Forklaringen kommer fra Farum.

I begyndelsen af februar annoncerede FC Nordsjælland, at det ville være muligt at få rosévin til klubbens kampe. Det er et led i klubbens satsning på at forbedre stadionoplevelsen til kampene i Superligaen.

»You got it (Det får I, red.). Den er klar i boderne under D-tribunen på fredag,« skrev FC Nordsjælland på sin Twitter-konto.

Rosévin er åbenbart lige noget for Simon Skou Jakobsen.

»Planlægger timing af karantænedag i Farum,« skrev silkeborgenseren med et glimt i øjet på sin Twitter-konto med henvisning til FCNs opslag.

Det røde kort koster Simon Jakobsen karantæne. Og hvem er det nu, SIlkeborg møder i næste Superliga-runde? Bingo. FC Nordsjælland på udebane.

Tilfældigt? Ja, det var helt sikkert. Men alligevel lidt af et sammentræf.